Gyldendal og skolebogssalget

Svar på læserbreve i Bogmarkedet 8/9Kære Hanne Madsen og Inge SørensenLad mig først beklage, at den lukkethed, vi af oplagte konkurrencehensyn har følt nødvendig omkring betingelserne for skole- og lærebogssalget efter 1. april, opfattes som arrogance. Det er jeg faktisk ked af, da vi er af den klare opfattelse, at vi og landets boghandlere i lang tid fremover skal have et...

Svar på læserbreve i Bogmarkedet 8/9
Kære Hanne Madsen og Inge Sørensen
Lad mig først beklage, at den lukkethed, vi af oplagte konkurrencehensyn har følt nødvendig omkring betingelserne for skole- og lærebogssalget efter 1. april, opfattes som arrogance. Det er jeg faktisk ked af, da vi er af den klare opfattelse, at vi og landets boghandlere i lang tid fremover skal have et positivt samarbejde også omkring handelen med skole- og lærebøger.
Det er rigtigt, at vi fra den 1. april vil operere med en boghandlerrabat på 12% på skolebøger. Når det gælder lærebøgerne, som i stort omfang handles enkeltvis over disken, vil rabatteringen være som hidtil. Det er også rigtigt, at vi ved bortfaldet af eksklusiviteten har fået mulighed for at handle direkte med vores institutionskunder, og det vil vi tilbyde. Men vi har bestemt ingen forventninger om at skulle servicere hele det store skolebogsmarked gennem dette tilbud. Vi betragter det mere som etableringen af endnu en salgskanal, som institutionerne kan benytte, hvis de har lyst. Og jeg tror, som I, at mange institutioner vil foretrække at fastholde det gode samarbejde, som de gennem mange år har udviklet med deres sædvanlige boghandler.
Det vil de blandt andet gøre, fordi de med de nye salgs- og prismodeller, Gyldendal Uddannelse tager i anvendelse den 1. april, ikke vil blive stillet ringere økonomisk ved at fastholde kontakten til boghandleren. Med andre ord vil der ikke være nogen økonomisk gevinst for skolerne ved at handle direkte med os.
Med hensyn til, om der er tidspunkter, som er gunstigere for skolernes indkøbere end andre, kan jeg oplyse, at vi efter bedste evne har indrettet vores kommende pris- og salgspolitik, så udgifterne for institutionerne før og efter den 1. april stort set og ud fra en gennemsnitsbetragtning, naturligvis, vil ligge på samme niveau. Dette sker bl.a. gennem indførelsen af et partiprissystem, som belønner de indkøbere, som tilrettelægger fornuftige indkøb. Det er vigtigt for mig at få sagt, at disse partipriser er et tilbud til alle – også til boghandlerne.
Jeg håber, at jeg med dette svar har kastet et klarere lys over de rammebetingelser for vores samarbejde, som skal gælde fra den 1. april 2001.

Med venlig hilsen
Ken Barnewitz, direktør
Gyldendal Uddannelse
Se også Alineas annonce side 43 og artiklen side 16.

Rettelse:
Der var desværre en meningsforstyrrende fejl i Inge Sørensens læserbrev i sidste nummer af. Der skulle stå, at det ville betyde serviceforringelser for de skoler, der plejer at få bøgerne leveret fra deres boghandler, faktureret og pakket klassevis hver for sig (og ikke kassevis).
10/11 2001

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere