Rund Fødselsdag: Tillykke til Hanne Salomonsen, forlagsdirektør Gyldendal Uddannelse, runder 50 år.

Jeg havde engang en ven, der havde en kæreste, der havde en lidt mærkelig veninde. Hun var, ja, ”akademiker”, som han forlegent forklarede, og om jeg – nu, hvor han skulle holde en middag – ville have noget imod at få hende til bords?
Jeg indvilligede, og det har jeg ikke siden fortrudt.

Hanne Salomonsen var den nævnte akademiker, og ligefrem mærkelig var hun altså ikke, men hun var markant. Risikoen for, at man sad og faldt hen som hendes bordherre den aften, var meget, meget lille.

Her flere årtier senere kan jeg konstatere, at sådan er det stadig.

I selskab med Hanne falder man ikke hen. Man gør sig umage, og man minder på en måde om de små lande, Obama i sin tid roste for at ”bokse over egen vægtklasse!” Det er, hvad der sker, når man er sammen med Hanne. Man bliver lige en tand skarpere, end man egentlig er.

Ved lykkelige omstændigheder havde jeg nogle år efter nævnte middag mulighed for – sammen med Erik C. Lindgren – at ansætte Hanne som samlende markedsføringskraft på forlagene Høst & Søn og Hans Reitzel. Det klarede ”akademikeren” ubesværet takket være et veludviklet socialt talent og en høj, faglig træfsikkerhed. Da hun senere blev redaktør, trådte hun endnu mere i karakter og endnu mere igen, da hun skiftede til den første af de chefstillinger, der har ført til, at hun i dag med sæde i direktionen troner som direktør for Gyldendal Uddannelse.

Her har hun en ikke ubetydelig andel i æren for den centrale position, Gyldendal har indtaget på undervisningsmarkedet med banebrydende udgivelser og blik for nye forretningsområder som digital fjernundervisning, direkte salgskanaler og privat lektiehjælp.

Som chef er Hanne pragmatiker. Hun er en mester i at skære igennem alskens bullshit og sætte fingeren på det væsentlige. Hun er ikke noget voldsomt tålmodigt menneske, og hun bliver synlig irriteret, når der er noget, der ikke er, som det bør være. Det er i sådanne situationer, at man erfarer, at Hanne er bekendt med ord og vendinger, som man egentlig ikke troede, hun besad, hvis man alene vurderede hende på det tilforladelige ydre.

Hanne er ikke som sådan nogen sportsfanatiker, men hun går gerne, og hun cykler meget gerne, blandt andet til sit bijob som formand for bestyrelsen for Den Hirschsprungske Samling, hvilket blot udgør én af mange interesser i en personlighed, som fra top til tå er gennemdannet.

Hanne fandt sin Ulrik i studietiden, og sammen fandt de deres Helene i Bukina Faso. De tre udgør nu en stærk enhed, der fordeler tiden mellem arbejde, skole og deres to boliger: Lejligheden på Østerbro og fritidshuset ”Esken” ved Fårevejle. Sidstnævnte tegnet til sig selv af den legendariske arkitekt, Svenn Eske Kristensen. Det er et hus, der passer fremragende til fødselaren og hendes familie. Det er nemlig overhovedet ikke mærkeligt, men det er sagorasme markant!

Tillykke!


Kommentarer

    • 26/02/2021
    • Kl. 10:27
    • Lotte Garbers
    ??
    • 26/02/2021
    • Kl. 10:27
    • Lotte Garbers
    DET VAR ET HJERTE, HANNE!
Du skal være logget ind for at kommentere