Husker du selv at læse?

Børns læselyst er faldende. Bibliotekarer, lærere og alle de andre fagpersoner strammer sig an – og det skal du også selv, hvis du har barn eller børn derhjemme. 

Børns frilæsning er faldende, og de fleste forældre og voksne generelt er enige om, at det er en frygtelig skam.

Udover fordybelsen og oplevelsen, vandringen gennem en bog i en andens sko, så er læsning en vital del af livet. Om du skal være maskinmester, lærer eller noget helt andet, så skal du kunne læse.

Og læseevne er ikke statisk. Spørg jeres dansklærer eller børnebibliotekar om læsegabet, og vi vil kunne fortælle skrækhistorier om, hvordan en ferie uden læsning degenerer læseevnen. De kommer altså tilbage som dårligere læsere, hvis de ikke læser i en periode.

Og vi kan og bør bestemt tale om skærmtid, nedskæringen i kulturen, ubemandede folke- og skolebiblioteker. Men nogle gange skal man også huske at kigge indad, mens man råber højt om alt det andet. Vi kan godt begge dele.

Læser du selv?

Børn gør, som vi gør

Hvis du ikke prioriterer læsning – synlig læsning, ikke e- og lydbøger, men den knitrende papirbog med al dens magi. Ikke efter de er kommet i seng, men åbent slukker tv’et og telefonen og tager bogen frem.

Hvis du ikke synes, det er vigtigt nok til at tage tid ud i dagligdagen til at læse – hvorfor skulle dine børn så?

Jeg ved, vi har travlt. Men de meget omdiskuterede 20 minutter er ikke en pligt, det er en gave. Læs sammen eller hver for sig, læs højt, læs digte, sange og noveller.

Læs romaner, billedbøger og tegneserier. Fordyb jer. Prioriter læsning, bestemt, men også hinanden. For noget af det læsningen kan, er at give ro.

Jo mere travlt man har, jo mere har både børn og voksne brug for den fordybelse og det nærvær, læsning er. En pause, et pusterum, der alligevel kan tage vejret fra en, fordi historiernes verden er så spændende, vild, skør og smuk. Læsning er selfcare.

Børn gør, som vi gør, ikke som vi siger. Så husker du at læse selv?

 

Kathrine Bach Pachniuk er børnebibliotekar ved Kulturstation Vanløse.

Læs også: ‘40 grunde til at læse højt for dit barn’ af bibliotekar Siri Odfjell Risdal, Stavanger.


Kommentarer

    • 13/12/2019
    • Kl. 09:47
    • Boghandlerforeningen
    Tak for den opsang, Kathrine. Fra boghandlernes side kan vi ikke være mere enige. Vi har netop nu en video under produktion bygget op om tilsvarende budskaber, som boghandlerne dermed kommer til at formidle til deres kunder og følgere på de sociale medier i det kommende år. Mvh. Bo Dybkær, Boghandlerforeningen
Du skal være logget ind for at kommentere