Hvorfor overhovedet uddele kunststøtte?

Forleden foreslog Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance, at nedlægge Statens Kunstfond. Er det ikke bare spild af skattekroner? Peter Adolphsen svarer igen.

Formand for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, rådgav forleden regeringen om, hvor de kunne finde penge til at lukke et hul i statskassen. Det skete i en blog på Jyllands-Postens webside. Et råd lød at lukke ned for Statens Kunstfond. 

BogMarkedet blev pikeret og omformulerede Vanopslaghs rindalistiske råd til et spørgsmål:

Hvorfor skal Statens Kunsfond uddele penge, der kunne bruges for eksempel i hjemmeplejen?

Bang for the buck

Spørgsmålet sendte vi ud i forfatteruniverset. Peter Adolpsen, formand for Danske Skønlitterære Forfattere, svarede:

"Staten skal ikke støtte kultur, den skal investere i kultur.

Faktum er, at hvis vi både nu og i fremtiden skal have råd til sygehuse, skoler og veje og alt det andet, så skal vi investere MASSIVT i kultur. Og her kommer den gode nyhed. En massiv investering, selv med store bogstaver, men på det rigtige sted, er latterligt billig, sammenlignet med så mange andre poster på statsbudgettet: 75 millioner kroner.

Det kan gøres så billigt, fordi Staten skal investere klogt. Skattekronerne skal lægges, hvor afkastet er størst. Hvor Staten får størst bang for sin buck. De skal investeres direkte i kunst, kultur- og underholdningsindustriernes råvareproducenter, nemlig de skabende kunstnere personligt. Fordi vi er så umådeligt billige i drift.

Og vi skaber indtægter. Hvis vi eksempelvis holder os kun til forfatterne: Skat på indtægter fra bogsalg. Bogmoms. Jobs for forlæggere, boghandlere, bibliotekarer og alskens andre slags formidlere. Som også betaler skat af deres indkomst og overskud fra deres virksomheder. Eksportindtægter og branding i udlandet. Ringe i vandet.

En nedlægning af Statens Kunstfond er derfor en umådeligt dum idé, også i benhård økonomisk forstand. Man burde tværtimod fordoble de 15 % af dens budget, i alt 75 millioner., der går til arbejdslegater til kunstnerne. Så vi kan få tid til at arbejde. Og skabe værdi for Danmark."


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere