Hvorfor skal en biografi have et ansigt på forsiden?

Det spørgsmål stillede journalist og forfatter Kristoffer Flakstad sig selv, mens han skrev biografien 'Pensak' om den dansk-thailandske arkæolog, ambassadørfrue og senator Pensak Howitz. Her er hans overvejelser om gå mod strømmen i en til tider konservativ branche.

”Stort set alle biografier har et billede af den biograferede på forsiden. Det er nærmest en lov i bogbranchen, at vi skal se et smilende ansigt i close up”, siger journalist og forfatter Kristoffer Flakstad, som blandt andet er tilknyttet BogMarkedet som freelancer. Han er aktuel med biografien 'Pensak' om den dansk-thailandske arkæolog, ambassadørfrue og senator Pensak Howitz, der var gift med den danske ambassadør Frantz Howitz frem til hans død i 1986. 

”Biografiernes forsider ligner hinanden. Det kan godt blive lidt  kedeligt og udstiller den generelle forsigtighed, der præger forlagsbranchen. Kun få tør tage chancer og prøve noget nyt – sikkert af frygt for lave salgstal,” udtaler Kristoffer Flakstad.

”Pensak Howitz er en smuk og nobel, ældre thailandsk kvinde af adelig slægt. Hun ville sådan set have taget sig godt ud på et omslag”, fortsætter han. ”Men jeg havde lyst til at gå mod strømmen. Det har Pensak Howitz altid gjort, så hvorfor ikke også gøre det i forbindelse med bogen om hende? Der er noget dragende og mystisk over 79-årige Pensak Howitz, og den mystik ville jeg gerne imødekomme ved ikke at have billeder af hende i bogen. Læserne skal gøre sig deres egne forestillinger”.

 

Ud med søjler, ind med hold-tænkning

Kristoffer Flakstad, der selv har arbejdet sammenlagt 12 år som forlagsredaktør, herunder syv år Politikens Forlag, satte sig ned med grafiker Ida Holm, der blandt andet designer omslag for Lindhardt & Ringhof, og fortalte hende om bogens indhold.

”Det er ikke min opfattelse, at forfattere og grafikere generelt kommunikerer sammen under omslagsprocessen. I forlagsbranchen er der en tendens til, at man holder parterne adskilt i søjler i stedet for at arbejde sammen i små team om indhold, udtryk og markedsføring. Men det hele hænger jo sammen,” siger han.

”De mest vellykkede bøger, jeg har været med til at lave, er blevet til i et nært team-samarbejde med tæt og grundig dialog på tværs mellem de involverede parter i bogprocessen,” fortæller Kristoffer Flakstad.

”Ida Holm og jeg satte os sammen og kiggede på forskellige thailandske mønstre og thaisilkestof, for jeg ville gerne have, at bogen skulle dufte af noget eksotisk og eventyrligt – af Thailands mystik. Pensak Howitz’ liv har været ét langt eventyr fuld af kongerøgelse og dramatik, både i Thailand, Danmark, Saudi-Arabien og i det Japan, hun nåede at bo i et års tid, før hendes mand, ambassadør Howitz faldt om på tennisbanen.”

 

Designede et originalt mønster

Ida Holm designede derefter et thai-inspireret mønster med elementer, der symboliserer Pensak Howitz’ liv: En krone, to elefanter og det danske og thailandske flag. Farverne blev holdt i lilla og gule toner, der signalerer 'Thailand', mens skriften er mere stringent og klassisk og peger mod Pensak Howitz’ danske tilhørsforhold. Hun boede 14 år i Danmark og var blandt andet med til at starte thai-studierne på Københavns Universitet.

”Jeg synes, Ida Holm har lavet et indbydende og anderledes bogomslag til en biografi,” siger Kristoffer Flakstad. ”Nogle vil sikkert undre sig over, at Pensak Howitz ikke pryder forsiden, men det mener jeg jo så også, at hun gør – bare på en anden og mere original måde.” 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere