Hvorhen Europa? Af Uffe Østergård. DJØF Forlag.

Den tidligere overbeviste EU-elsker diskuterer med sit gamle jeg i fejende flot sammenfatning af Europas historie, men en ekstra udlusning af irritationsmomenter havde gjort underværker.

 

Denne bog er en reflekteret opsamling af det væsentligste, historikeren Uffe Østergård har bidraget med i fem årtier, hvor han især har cirklet om nationalisme og Europas historie med et kærligt sideblik til EF/EU. Det er ikke grundforskning – jeg tror ikke, den tidligere professor nogensinde har besøgt et arkiv – men en reflekteret holmgang med de vigtigste indsigter om Europas historie, som han er stødt på.

Og det er ret mange, kan jeg afsløre.

Modsat den overbeviste, fuldblods EU-fan og nationalismekritiker, vi mødte i bestsellerne ’Europas ansigter’ (1991) og ’Europa’ (1998), er Uffe Østergård kommet på andre tanker. Vendepunktet var flere samtidige begivenheder: Den såkaldte flygtningekrise i 2015, finanskrisen og den vaklende euro og Brexit. De affødte et tankemæssigt jordskred.

Nationalismen tages nu alvorligt som andet end et historisk kuriosum på linje med folkedragter, Dannebrog på fødselsdagslagkager og blodpølse, og den gamle kulturradikaler er blevet kritisk over for ureflekteret multikulturalisme og identitetsdyrkelse – afsnittet om emnet er dog påfaldende kort, som om han ikke helt er tryg ved sine egne øjeblikkelige mavefornemmelser. Han antyder, at håndfast forsvar af EU's ydre grænser vendt imod flygtninge fra Afrika og Mellemøsten er en god idé.  

Så bogen er mere end en opsamling. Det er en bog, hvor en af Danmarks mest belæste historikere diskuterer med sit gamle jeg på baggrund af et kæmpe historisk og samfundsmæssigt overblik. Uffe Østergård er stadig tilhænger af et europæiske samarbejde – ingen tvivl om det. Men nyt er, at han åbent fremhæver, hvad der kan tale imod dette.

At han kritiserer (dele) af Det europæiske Projekt skal ses på baggrund af, at det hele alligevel snart er slut: Kineserne overtager Vestens plads som den næste civilisationsbærer, og Europa bliver et frilandsmuseum for stenrige kinesiske turister. So why bother? Dette perspektiv giver bogen et flot historisk Schwung, måske lidt for flot.

Anmeldere har sagt, at bogen er alt for lang (600 sider) og til tider leddeløs, så læseren skal holde godt fast i pointerne undervejs og være god til at skille snot og overskæg for ikke at miste overblikket i mængden af ofte ligegyldige detaljer. Der er alt for mange gentagelser (også af detaljer), ingen billeder, dødkedelig forside og så videre. Alle indvendingerne passer. Og sikkert mange andre.

Men ’Hvorhen Europa?’ indeholder så mange værdifulde refleksioner, overraskende pointer og suveræne diskussioner og sammenfatninger, at man burde kunne leve med indvendingerne.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere