I en forfatters fodspor: Blomkvists og Salanders Stockholm

Følg et blodigt bykort til helt aktuelle litterære vandreture i den svenske hovedstadAf Iben Danielsen, ReliefHvis der overhovedet er plads i Mellqvist Café på Hornsgatan i Stockholm til at få sig en latte og en kanelbolle, så kan den besøgende lige prøve at bladre i sin litterære hukommelse. Det var nemlig her i cafeen, at Mikael Blomkvist hang ud i de berømmede Stieg...

Følg et blodigt bykort til helt aktuelle litterære vandreture i den svenske hovedstad
Af Iben Danielsen, Relief

Hvis der overhovedet er plads i Mellqvist Café på Hornsgatan i Stockholm til at få sig en latte og en kanelbolle, så kan den besøgende lige prøve at bladre i sin litterære hukommelse. Det var nemlig her i cafeen, at Mikael Blomkvist hang ud i de berømmede Stieg Larsson-krimier, og her han mødte sine kollegaer. Det var også her under den triste baldakin, at Lisbeth Salander var på vej med en fødselsdagsgave til ham, da hun stoppede op og så ‘jävla’ Blomkvist kysse sin Erika.

Café Mellqvist ligger i samme bygning, hvor Stieg Larssons avisredaktion Expo også ligger, og det var forfatterens egen stamcafé frem til hans død i 2004.

Stieg Larsson skrev med journalistisk præcision, så det er mest genkendelse og mindesmærker man får med sig, når man slår op og følger det nye stockholmske Millennum kort, hvor bykvarterne breder sig over siderne som blodpletter.

Blodige højdepunkter
Kortet er bygget over de tre romaner, som er solgt i ikke mindre end tre millioner eksemplarer i Sverige, i Danmark 1,3 mio. eksemplarer, og 10 millioner eksemplarer over hele verden. Bøgerne om det skæve par Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist er oversat til 40 sprog.

Så det er oplagt at bruge den populære Millennium-trilogi af Stieg Larsson som ramme om en litterær byvandring i Stockholm. Det har byens stadsmuseum da også sørget for i snart to år, og for nylig supplerede man de guidede ture rundt i byen til de centrale og blodige højdepunkter med et regulært bykort.

»De guidede ture har været rigtig populære, og selv om vi afholder dem flere gange om ugen, dækkede det ligesom ikke behovet. Det var derfor vi fik lavet et kort på svensk, engelsk og fransk,« fortæller Cecilia Tornqvist, Stadsmuseum Stockholm.

»Efter kun to måneder på markedet er der solgt 800 eksemplarer af kortet, som i dag kun kan fås her i Stadsmuseet og i Turistinformationen. Stadsmuseet er gået i forhandlinger med svenske boghandlere om også at sælge kortet.«

Gå på Kvarnan med Lisbeth
Med kortet i hånden kan Stieg Larsson-fans kigge op mod Fiskargatan 9 og se, om de kan finde den 21 værelsers store lejlighed, som Lisbeth Salander køber sig i romanerne efter sit millionkup, og hvor hun kun flytter ind i et enkelt rum ad gangen. Man kan også vælge at besøge den gamle kro Kvarnen på Tjärhovsgatan, hvor Salander hver tirsdag aften mødes med pigerockgruppen Evil Fingers.

Det viser sig også, at Larsson placerer det onde, for eksempel voldtægtsmanden, advokat Nils Bjurmans bolig og kontor i bykvarteret Vasastaden, mens hovedpersonerne lever og bor i det trendy Södermalm, hvor også den 7-Eleven, som Lisbeth Salander køber sine frosne kanelboller, Lipton teposer og Billy Pan Pizza i, ligger på hjørnet af Hökensgatan og Götagatan.

»De guidede ture er stadig mest populære, for her får man lejlighed til at diskutere filmatiseringen og bøgerne. Når det gælder Stieg Larsson, kan vi endda sørge for ture med dansktalende guider, man skal bare bestille tid på Stadsmuseet,« siger Cecilie Tornqvist.

Varmpyrrute og Stockholm Noir
Stadsmuseet har denne sommer en særudstilling om Stockholm som filmkulisse, og den litterære gæst kan se indenfor i filmkulissen, som er brug i den danske instruktør Niels Arden Oplevs filmatiseringer af blandt andet Blomkvists Millenium-redaktion.

»Vi har fundet ud af, at der er umættelig interesse for at følge litteraturhistorien gennem en by som Stockholm, og vi forsøger at være hurtige, mens bøgerne stadig er populære. Senest har vi derfor fået Stockholm Noir-rundture bygget op efter Jens Lapidus roman Cash, og vampyr-rundture i byen efter John Ajvide Lindqvists prisbelønnede og nu filmatiserede Lad den rette komme ind. Det er vigtigt at være med på det nye og vise det nutidige Stockholm. Naturligvis er det også for sjov, når vi udpeger en 7-Eleven fra Larssons bøger eller sammenligner bøgernes beskrivelser med filmatiseringens valg, men for os er det også en ny og interessant måde at præsentere vores by på,« slutter Cecilie Tornqvist.

Nye litterære byture

Stieg Larssons Millennium-trilogi
To timers rundtur fra Bellmansgatan 1.
Svensk i juli og august lørdage kl. 14 og onsdage kl. 18.
engelsk: lørdage kl. 11. fransk lørdage kl. 15.
Eller bestil en guidet tur også på dansk via Stadsmuseet.

Vampyrture
Udvalgte søndage kl. 14 i sommermånederne.
Følg den moderne vampyrroman, John Ajvide Lindqvists: Lad den rette komme ind.

Stockholm Noir
Udvalgte søndage kl. 14 i sommermånederne.
Et indblik i det kriminelle Stockholm efter Jens Lapidus succesbøger Cash og Aldrig fucka upp. I år filmatiseres Cash, og turen går forbi indspilningssted og »bag om filmen«.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere