Jakob Vedelsby: Derfor skruer vi ikke billetprisen op

Nyt koncept på BogMarkedet: Dansk Forfatterforenings formand har mødt ’Den vrisne bog’ til en snak om Blixenprisen.   

Blixenpris-festen gentages fredag den 27. maj i Den Sorte Diamant. Men der mangler stadig sponsorer til arrangementet, og hvor mange billetter vil der egentligt blive udbudt i frit salg i år?
Dansk Forfatterforenings formand Jakob Vedelsby, som er initiativtager og en af hovedarrangørerne bag branchefesten, har talt med ’Den vrisne bog’ om Blixenprisen 2016. ’Den vrisne bog’ er et nyt koncept på BogMarkedet, hvor denne vrisne lagersucces bliver sluppet løs og går i kødet på bogbranchen.    
 
Martin Krasnik som vært! Det var noget af en humørbombe, I har fundet der?
”Krasnik er en af landets mest vidende og kompetente tv-journalister. Han er nærværende, skarp og eminent til at gribe øjeblikket. Mere kan jeg ikke ønske mig af en vært for Blixenprisen,” siger Jakob Vedelsby.
 
Du har tidligere fortalt, at I gerne med tiden vil gøre Blixenprisen til ”en folkefest.” Er det ikke lidt svært med så elitært et publikum, hvor de fleste oven i købet er inviteret som sponsorer?
”Jeg har sagt, at vi stiler efter at gøre Blixenprisen til omdrejningspunktet for en folkefest for litteraturen. Det er ambitionen at Blixenprisen på én gang samler og løfter bogbranchen og åbner sig mod hele landet, så vi får skabt større interesse for litteraturen i hele dens bredde. Vi vil derfor fremover skrue op for det udadvendte og inddrage bl.a. biblioteker, skoler og virksomheder, vi vil også samarbejde med litteraturfestivaler, og med tv, radio og skrevne medier – landsdækkende og lokalt – og vi vil i det hele taget udvikle initiativer, der bygger bro til mennesker overalt i Danmark.”
 
I år er det så lykkedes Jer at finde et lokale til 600 personer – 200 flere end sidste år. Hvor mange af de 600 billetter tillader Jeres eksklusivitetskriterium så, at der bliver sat til salg til pøblen denne gang?
”Jeg ved ikke, hvem pøblen er. Det er ikke et begreb, vi opererer med, ligesom vi heller ikke benytter et eksklusivitetskriterium. Litteraturelskere findes heldigvis i alle dele af samfundet, og fra Blixenprisens side vil vi både inspirere de allerede storlæsende og alle dem, der er knap så læsende i alle aldre, til at begive sig videre ud i bøgernes forunderlige verden. Hvor mange billetter, der ender med at blive udbudt, afhænger af de indgåede sponsorater, men som det ser ud nu, bliver der formentlig tale om 80-100.”     
 
Vil du komme med et gæt på, hvor mange minutter det frie billetsalg kommer til at tage i år?
”Skal vi sige 5-10 minutter…”
 
Hvorfor hæver I ikke billetprisen lidt mere end sølle 50 kroner, når nu folk nærmest er desperate for at sikre sig en billet, og I er i pengenød?
”Jeg ser frem til, at Bog- og Litteraturpanelet under Kulturstyrelsen realiserer den lovede undersøgelse af forfatternes livsvilkår i Danmark. Når vi kan fremlægge tal, der dokumenterer det, vi i Dansk Forfatterforening allerede ved, nemlig at mange forfattere er hårdt pressede på økonomien, vil det stå klart for alle, hvorfor vi ikke bare skruer billetprisen op. Forfatterne skulle jo gerne have råd til at deltage i prisfesten.”      
 
Nu ved jeg jo ikke, om det var 500, 1000 eller 2000 bogfolk, der forgæves forsøgte at skaffe sig en billet sidste år. Men kunne man forestille sig, at Jeres budget ville have nemmere ved at hænge sammen, hvis I fandt et lokale, der er stort nok til at rumme de interesserede?   
”Nej. Vi har undersøgt mulighederne, og prisen for den type lokale plus forplejning, som typisk skal købes på stedet, ligger på et meget højt niveau. Den forøgede lokalepris vil langt overstige de forøgede billetindtægter, da vi som nævnt ikke ønsker at øge billetprisen markant. Løsningen vil kræve en tung sponsor, men det kan jo meget vel blive en mulighed i fremtiden.”   
 
Og hvad med de sponsorer I stadig mangler – hvordan får I fat i dem?
”Vi må konstatere, at sponsorpotentialet i bogbranchen er ved at være udtømt, når det gælder Blixenprisen 2016. Vi kigger os omkring i landskabet og har bl.a. allieret os med erhvervsvirksomheden Skagen Fondene, som vi sparrer med om fundraising. De er en del af finanssektoren og har positive erfaringer med at samarbejde med forlagsbranchen. Finanssektoren og litteraturverdenen er væsensforskellige, men vi har meget at tilbyde hinanden. I Skagen Fondene er de begejstrede for Blixenprisen og anbefaler virksomheder, der på den ene eller den anden måde kan relatere deres forretning til sproget, litteraturen og forfatterne, at indgå i et sponsorsamarbejde med os. Jeg er glad for at kunne fortælle, at vi netop har budt Kristeligt Dagblad velkommen som ny sponsor for Blixenprisen.”  
 
Er det ikke bedre bare at dreje nøglen om og sige, at det var så det?
”Bestemt ikke. Bogbranchen støtter bredt op om Blixenprisen 2016, men de forøgede udgifter på grund af større lokaler gør, at vi skal skaffe væsentligt flere penge end i 2015. Det er derfor, at vi efter råd fra bl.a. Skagen Fondene nu retter blikket mod virksomheder, der har Corporate Cultural Responsability som et element i deres forretningsstrategi. Jeg tror på, at en hel del af dem vil kunne se et formål i at være med til at opbygge en årlig spektakulær begivenhed som Blixenprisen, der skaber opmærksomhed om litteraturen i hele landet og samtidig bidrager til at sikre udviklingen og vedligeholdelsen af det danske sprog.”

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere