Jeg var engang. Sådan påvirkede barndommens gade mit liv. Af Bo Østlund. Forlaget Heatherhill

Bo Østlund bygger videre på sine succesrige interviewbøger og samler her interviews med de samme 12 personer fanget med 12 års mellemrum. Fabelagtigt!

 

 

Denne store bog – både af indhold og fysisk omfang – er en opfølger og overbygning til interviewbogen ’Skilleveje’ (2006) af samme forfatter.

Dengang handlede alle interviews om barndommen og dens betydning for resten af livet. Spor blev lagt ud, spor, som kom til præge den ene mere end den anden – og nogle barndomsdomshistorier er mere dramatiske end andre.

Bogens forfatter, Bo Østlund, navigerer fornemt i denne freudianske ursuppe: Der bliver gået til biddet, men det er altid sobert og nænsomt skrevet. Omhyggeligheden lyser ud af bogen.

Der er ingen utidig snageri eller sensationslyst over interviewrækken, men det betyder ikke, at barndomshistorierne er udramatiske. På ingen måde.

De 12 interviewede hovedpersoner lægger ikke fingrene i mellem selv, og de er – fornemmer man – så hudløst ærlige, som mennesker nu engang kan blive, når det handler om noget så personligt som at blotte deres egen opvækst og familieliv.

Nu 12 år efter har journalist Bo Østlund besøgt de samme personer som dengang for at spørge, hvordan deres liv nu ser ud. Begge interviews er optrykt for hver af de 12 medvirkende dengang.

Fælles for de interviewede er, at de alle er mere eller mindre kendte – i hvert fald var de det tilbage i 2006. Men udover dette faktum er der tale om meget forskellige livshistorier, hvor det på den ene eller andet måde er muligt at spejle sin historie i noget hos dem alle – om det så blot er sandkorn, der hvirvler.

De fleste er tæt på pensionsalderen i 2018, så barndommen var i 1940-50-60´erne, og de er gennemgående tilfredse med livet, selv om der selvfølgelig har været op- og nedture.

I 2018-interviewsne indtager Østlund en synlig, men tilbagetrukket del, mens han kemisk havde renset sig selv ud af barndomsinterviewene. Men det gør egentligt ikke den store forskel, for han lader altid interviewpersonen forblive sikkert i front.  

Bogen ’Jeg var engang’ skal læses omhyggeligt, før den folder sig ud. Bo Østlunds bog kan kaldes Det reflekterende menneskes Selvhjælpsbog (selv om det desværre lyder grimt og nedvurderende om almindelige selvhjælpsbøger), for her er ingen løsninger, ingen facit, ingen huskelister – men masser af tænke over.  


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere