Jesper Stein har fået De Gyldne Laurbær

Krimiforfatteren blev overrasket på Det Kongelige Bibliotek tirsdag eftermiddag.

(Opdateret 27.01.2016 kl. 09:42)

Jesper Stein modtog igår De Gyldne Laurbær 2015, da han traditionen tro blev overrasket af et større presseopbud på Det Kongelige Bibliotek.    
Den uddannede journalist og nu krimiforfatter har i flere år været en stadig mere insisterende kandidat til boghandlernes pris, fortæller Kenneth F. Pedersen, formand for foreningen De Gyldne Laurbær.
”De sidste mange år har Jesper Stein været meget populær. Han har flere gange før været tæt på at snuppe prisen, og i året, der er gået, har hans rå storbykrimier fået meget flotte anmeldelser. Han er blevet så populær, at boghandlerne altså i år har besluttet at hædre ham for lang tids virke,” siger Kenneth F. Pedersen, som har optalt stemmer hele formiddagen.

Ikke behov for fintælling
Stemmerne fordelte sig i år imellem 65 forskellige forfattere. Et bredt felt men med få endog meget store stemmeslugere, som skilte sig ud fra de øvrige kandidater, afslører Kenneth F. Pedersen:
”De tre, der fik flest stemmer, løb med to tredjedele af stemmerne. Vi fintalte bagefter for en sikkerheds skyld, selvom det egentlig ikke var nødvendigt,” siger han. ”Morten Pape og Michael Katz Krefeld var tæt på. Krefeld har i flere år været lige ved og næsten, og Morten Pape har skrevet en af de mest omtalte bøger i år. Men der er ingen tvivl om, at De Gyldne Laurbær i år skulle gå til Jesper Stein.”

BogMarkedet bringer i morgen en reportage fra prisoverrækkelsen, hvor Jesper Stein blev overrasket ved Det Kongelige Bibliotek.


Set på Twitter.



Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere