Johannes Riis fratræder som litterær direktør

Gyldendals litterære direktør fortsætter dog som forlægger for sin egen portefølje af forfattere. Ny organisation på vej i forlaget.

I morges udsendte Gyldendal - det vil sige adm. direktør Morten Hesseldal og Johannes Riis sammen - en pressemeddelse om, at Johannes Riis skifter position i forlaget efter 24 år som litterær direktør.

Selv udtaler Johannes Riis om skiftet:

”Alting har sin tid; det har været mit privilegium at være litterær direktør på Gyldendal i 24 år. Nu sættes der nye mål, og for at nå dem skal der nye og andre kræfter i spil. Jeg ønsker dem alverdens held og lykke og ser frem til at få mere tid til at arbejde med 'mine' forfattere og deres manuskripter, forhåbentlig til gavn og glæde for både forfatterne, Gyldendal og læserne.”

BogMarkedet bragte i fredags Johannes Riis´ traditionsrige tale til Gyldendals efterårsreception.

Morten Hesseldahl følger op med pæne ord:

”Johannes har gennem alle årene været garant for, at der på Gyldendal har været udgivet bøger af høj litterær kvalitet, og samtidig har han på fornemste vis formået at forsvare et både bredt og nysgerrigt litteratursyn. Jeg vil gerne sige ham tak for en fantastisk indsats som litterær direktør for Gyldendal."

Samtidig fortæller Hesseldahl i pressemeddelelsen, at Gyldendal Forlag vil præsentere en ny organisation i morgen - en organisation, der er tilpasset "et bogmarked i hastig forandring." 

Foto: Robin Skjoldborg.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere