Jonas Eika modtager Michael Strunge Prisen

Prisen overrækkes i eftermiddag, tirsdag den 19. juni.

Netop i dag ville 80´er-digteren Michael Strunge - manden, der om nogen satte ord på det at være ungt, sansende menneske i storbyen - være fyldt 60 år. Michael Strunge har også givet navn til en fornem litteraturpris, der er blevet uddelt siden 1989. Først af Borgens Forlag, og siden 2012 af Gyldendal.

I år modtager Jonas Eika så prisen for sin anmelderroste novellesamling 'Efter solen', der udkom på Forlaget Basilisk tidligere i år.

”De fem historier i 'Efter solen' bevæger sig gennem den halve verden – København, Mexico, Nevada, London – og beskriver verden, som om noget grundlæggende og usynligt har forskubbet sig. Det er, som om reglerne for det menneskelige – vores omgang med verden, de energier, der driver os fremad – er blevet nye ... Eika beskriver den ukendte verden med en næsten henkastet selvfølgelighed. Selv om hans prosa er intens og stærkt foruroligende, lader den sig alligevel aldrig ophidse ... Det er lang tid siden, danske læsere er blevet budt på noget lignende,” skriver priskomitéen i sin motivering.

Tidligere vindere tæller: Caroline Albertine Minor, Olga Ravn, Sissel Bergfjord, Lars Skinnebach, Theis Ørntoft, Casper Eric og mange flere.  

Sammen med æren modtager Jonas Eika 50.000 kroner.  Prisoverrækkelsen finder sted kl. 16 på Gyldendal, Klareboderne 3, København K. 

BogMarkedet ønsker tillykke!


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere