Juleleverancerne sikret

Nordjyske Dafolo, der blandt andet driver lager- og logistikvirksomhed, forventer, at julehandlen ikke påvirkes af den nuværende nedlukning af landsdelen.   

Den nuværende nedlukning af Nordjylland – der burde nærme sig sin afslutning i skrivende stund – forventes ikke at påvirke lager- og logistikdelen i Dafolo. Virksomheden fra Frederikshavn betjener omkring 10 % af den danske bogomsætning.

I hvert fald er direktør Henrik Brandt fortrøstningsfuld ”i forhold til at fastholde aktivitetsniveauet i den kommende måned, hvor julehandelen historisk set giver stor travlhed.”

Året har været præget af mange udfordringer, men alligevel er det lykkedes at præsentere et positivt årsregnskab for 2019/2020 på selskabets generalforsamling, fremgår det af en pressemeddelelse.

Det skyldes ikke mindst indsatsen fra medarbejderne, betoner Henrik Brandt:

”Heldigvis har vi … oplevet en enorm velvilje og omstillingsparathed hos vores medarbejdere. Der er blevet løftet i flok, og alle medarbejdere har bidraget til, at vi er kommet godt i mål på trods af Coronapandemien.”

For nylig fortalte Henrik Brandt om den langsigtede strategitilpasning, virksomheden er i færd med at implementere.   

---

Foto: Henrik Brandt, i baggrunden distributionschef Kim Jensen. Dafolo.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere