Tre steder på Fyn får i september besøg af Den Litterære Karavane, et setup med musik og oplæg fra forfattere. Den starter onsdag den 2. i Odense.

”Jeg tror på, at folk efter en corona-periode savner at komme lidt ud af sofaen (selvom det er skønt at sidde der med en god bog). I Den Litterære Karavane får man muligheden for at få lov at stille netop de spørgsmål man har lyst til, til flere interessante forfattere i forskellige genrer – og der er også flere gode navne i mellem,” siger marketingansvarlig Dennis Jørgensen fra Forlaget Muse, der arrangerer Den litterære karavane.

”En lille bonus for dem der selv har en forfatter i maven, eller blot er interesseret i verdenen, så er det også muligt at møde flere forlag og snuse lidt til, hvad der er på vej i bøgernes verden.”

Den Litterære Karavane skydes i gang på Odense Hovedbibliotek i morgen onsdag, klokken 16, på Odense Hovedbibliotek.

Udover egne Muses egne forfattere, vil forfattere fra forlagene: Historia, Enter Darkness, Forår og Forårsbørn læse op fra deres værker. Desuden vil Odense Dart byde på en snak om ligestilling og deres ungdomsrække, som har vundet konkurrencer både i og udenfor Danmark. Det fulde program kan ses her.

Karavanens andet stop er på Svendborg Bibliotek den 9. september klokken 19.

Her er navne som Lone Rohmann, Tine Kust og June Pedersen på plakaten. June Pedersen skriver også i Svendborg Ugeavis. 

Karavanen afsluttes på Tarup Bibliotek den 30. september klokken 19.

Hovednavnet er Tine Kust. Hun er tidligere alkoholmisbruger og vil fortælle både om den svundne tid, men også om tiden, efter hun er sluppet fri af misbrugets klør. Der vil være musik med den lokale musiker Jørgen Nancke.