Karl Ove Knausgård modtager H.C. Andersen Litteraturprisen

Som den første nordiske forfatter modtager den norske succesforfatter den prestigefyldte pris.

Nogle forfattere svømmer i priser, og det er en god indikator på kvalitet, når så mange kompetente juryer i flere år peger på en bestemt forfatter - dette gør sig i hvert fald gældende i tilfældet Karl Ove Knausgård.

Knausgaard om ikke omfandt autofiktionen, så i hvert fald populariserede genren og hev den ud af selvsmageriet og selvbiografiens skygger med sit monumentale storværk i seks tykke bind, 'Min kamp'.

Siden har han skrevet flere essaysamlinger, en bog om den berømte norske maler Edvard Munch ('Så megen længsel på så lille en flade') og på dansk er i år udkommet en bog om at skrive, 'Hvorfor skriver jeg?' hedder den mundrette titel.

"Karl Ove Knausgård tildeles H. C. Andersen Litteraturprisen 2020 for sin intense fornyelse af feltet mellem roman og selvbiografi, et område som også H. C. Andersen i stor stil udforskede, og for i lighed med H. C. Andersen at placere Skandinavien på det litterære verdenskort," hedder det i priskomitéens motivation.

I 2020 uddeles prisen for syvende gang. Tidligere modtagere af H.C. Andersen Litteraturprisen er internationale topnavne som Paulo Coelho, J. K. Rowling, Isabel Allende, Salman Rushdie, Haruki Murakami og A. S. Byatt.

Prisen overrækkes ved en ceremoni i Odense den 25. oktober 2020. Karl Ove Knausgård modtager 500.000 kroner foruden æren.

BogMarkedet ønsker tillykke!

Foto: André Løyning.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere