Ken Follett er en af verdens mest elskede forfattere

Ken Follett har i flere årtier underholdt sine læsere med thrillere og historiske romaner. Hans seneste roman er ‘Den evige ild’ fra 2017, som er det tredje værk i den historiske bogserie om byen Kingsbridge.

Ken Follett er en walisisk forfatter, der skriver thrillere og historiske romaner. På verdensplan er der blevet solgt over 160 millioner eksemplarer af hans bøger, og han har ligget som nummer et på bestseller-lister i USA, Spanien, Italien, Tyskland og Frankrig.

Han har indtil videre skrevet 44 bøger, og den seneste er den historiske roman ‘Den evige ild’.

 

Den evige ild

I 2017 udkom Ken Folletts roman ‘Den evige ild’, som på engelsk hedder ‘A column of fire’. Det er en efterfølger til forfatterens tidligere historiske romaner ‘Jordens søjler’ fra 1989 og ‘Uendelige verden’ fra 2007.

‘Den evige ild’ foregår i årene 1558-1660. Man følger den unge Ned Willard, som kommer i tjeneste som hemmelig agent hos landets første efterretningstjeneste, der er oprettet af den protestantiske Dronning Elizabeth 1.

Dronningen oplever stor modstand fra resten af Europa, fordi mange mener, at den katolske Maria Stuart er den retmæssige arving til Englands trone. Derfor er det efterretningstjenestens opgave at advare dronningen om mulige sammensværgelser og attentatplaner.

Det er en historie om kærlighed, venskaber og loyalitet, men også om religiøse stridigheder rundt omkring i Europa, blandt andet også i Ned Willards egen hjemby Kingsbridge.

 

Bogserien om Kingsbridge

Ligesom ‘Jordens søjler’ og ‘Uendelige verden’ er det tale om en historisk roman, hvor Ken Follett endnu engang bringer læseren tilbage til den gamle by Kingsbridge i England.

Selvom ‘Den evige ild’ er en del af bogserien om byen Kingsbridge, kan den læses uafhængigt af de tidligere værker i bogserien.

 

Andre værker af Ken Follett

Ken Follett brød for alvor igennem tilbage i 1978 med udgivelsen af krimien ‘Eye of the Needle’. Bogen blev oprindeligt udgivet af forlaget Penguin Group under titlen ‘Storm Island’. Den blev en international succes og solgte over 10 millioner eksemplarer. Dermed opnåede Follett både rigdom og international berømmelse.

‘Eye of the Needle’ kan også fås på dansk under titlen ‘Nålens øje’. Den er oversat af Knud Søgaard og udgivet af forlaget Cicero.

Siden har Follett skrevet flere andre bogserier og også adskillige uafhængige romaner.

 

Filmatiseringer

Flere af Ken Folletts historier er blevet filmatiseret, blandt andet ‘Eye of the Needle’, der i 1981 udkom som en film, hvor skuespilleren Donald Sutherland spiller den tyske spion Henry Faber.

De to første værker i bogserien om Kingsbridge er også blevet filmatiseret og findes som to tv-miniserier.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere