Kendte forfattere uden forlag

Der har længe verseret rygter om, at forfatteren Jens Christian Grøndahl igen må finde sig et nyt forlag. Hans seneste bog, Om en time springer træerne ud, kom på Politikens Forlag her i foråret, og samtidig blev Grøndahls backlist også flyttet til Politikens Forlag. Forlagschef Charlotte Weiss bekræfter, at Jens Christian Grøndahls næste bog ikke kommer på Politikens Forlag, men...

Der har længe verseret rygter om, at forfatteren Jens Christian Grøndahl igen må finde sig et nyt forlag. Hans seneste bog, Om en time springer træerne ud, kom på Politikens Forlag her i foråret, og samtidig blev Grøndahls backlist også flyttet til Politikens Forlag.

Forlagschef Charlotte Weiss bekræfter, at Jens Christian Grøndahls næste bog ikke kommer på Politikens Forlag, men hun vil ikke kommentere forlagsskiftet yderligere. Grøndahl er tidligere udkommet hos Vindrose, Per Kofod, Rosinante og Gyldendal. Hvem, hans sjette forlag bliver, er endnu uvist, men det siges, at rettighederne forhandles af en udenlandsk agent.

Helt bemærkelsesværdigt er det også, at det finske forlag WSOY sparker, modtageren af både Finlandsprisen og Nordisk Råds Litteraturpris, Sofi Oksanen, ud. Det skriver Svensk Bokhandel, der bringer et par citater: »Jeg synes, det er meget underligt, at et bogforlag i dagens økonomiske situation skiller sig af med sin klart bedst sælgende forfatter,« siger Oksanen til MTV3. Hendes bog, Utrensning (dansk udgave Renselse) er indtil nu solgt i 140.000 eksemplarer i Finland.

Ifølge Huvudstadsbladet skulle årsagen være, at Sofi Oksanen offentligt har gået ud og kritiseret WSOYs adm. direktør Anna Baijars. Ifølge Oksanen skyldes striden, som har stået på i længere tid, kontraktbrud fra forlagets side. «Beslutningen har været meget svær, men vi mener ikke, der findes nogen anden løsning. Der kræves en gensidig fortrolighed mellem forlag og forfatter,« siger Anna Baijars og tilføjer: »Sofi Oksanen er en udmærket forfatter, og vi ønsker hende alt godt fremover.«

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere