Kenn Erik Nielsen har 40-års jubilæum i Poyteknisk Boghande

Utroligt men sandt at Kenn, der ikke ser ud som om han er en dag over 40 år nu faktisk har været i Polyteknisk i netop 40 år.

Kenn trådte sine barnesko i Lyngby og kom i lære hos Falkjær-Petersen Boghandel i Holte, hvorfra Kenn blev udlært i 1978 – og som lukkede umiddelbart efter Kenns afgang. Kenn kom til Polyteknisk Boghandel den 1. januar 1979 og er her heldigvis stadig.

Kenn har været med til mange forandringer dels i vores branche, dels i Polyteknisk Boghandel; tænk bare, da Kenn startede i PB blev alle ordrer slået op i Dansk Bogfortegnelse og sendt med posten til forlagene; så blev tiderne mere avancerede, da microfishen blev indført, og de senere år er det så blevet internettet, der har taget over.

Kenn har taget alle forandringerne i den positive ånd og har haft mange ansvarsområder i løbet af sin lange karriere i PB; i dag er Kenn en af branchens bedste detektiver, som mange af vores kunder drager stor fordel af; der er ikke den bog i hele verden, Kenn ikke kan finde frem til, og findes den i nogen form, så får vi den hjem til kunden.

Kenn yder en ganske enestående kundeservice via sit engagement, sin professionalisme, store kunnen og ikke mindst via sin smittende latter og gode humør.

Kenn er desuden en utrolig god kollega og er en stor årsag til Polyteknisk Boghandel er så god en arbejdsplads.

Alle os i Polyteknisk Boghandel ønsker hinanden tillykke med, at vi har en så fantastisk kollega, og vi glæder os til at fejre Kenn ved et privat arrangement den 4. januar 2019.

Og så glæder vi os til næste om ikke 40, så mange år.

 

BogMarkedet ønsker tillykke!


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere