Kim Leine modtager Søren Gyldendal Prisen 2019

Den 7. maj får forfatter Kim Leine overrakt den prestigefyldte Søren Gyldendal Pris ved et arrangement på forlaget Gyldendal.

Det er netop blevet offentliggjort, at Kim Leine modtager Søren Gyldendal Prisen ved et lukket arrangement på Gyldendal den 7. maj.

Juryen, der udvælger prisvinderen, begrunder valget af Kim Leine således:

”Prisen går til Kim Leine for hans stort anlagte, kulsorte, humoristiske og viltre forfatterskab, der blandt andet tæller erindringsromanen 'Kalak', de historiske romaner om Grønland og Danmark i 1700-tallet, 'Profeterne i Evighedsfjorden' og 'Rød mand/Sort mand'og krigsromanen 'Afgrunden' om det 20. århundredes dæmoner.

Med en vrimlende rigdom som 1800-tallets monstrøse romaner blander han uden skelen til den gode smag alle genrer fra krimi til brevroman, fra glasklar prosa til snørklet tungetale for at fortælle om mennesket i al dets skønhed og grimhed, om volden, misbruget, fortvivlelsen, kærligheden, døden - og den sjældne nåde.” 

BogMarkedet interviewede Kim Leine kort efter udgivelsen af hans seneste roman, den ovennævnte 'Rød mand/sort mand'.

Prisen - der fejrer forlagets grundlægger - er blevet uddelt siden 1958. Sammen med æren modtager Kim Leine 250.000 kroner.

BogMarkedet ønsker tillykke!

Foto: Robin Skjoldborg.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere