Kina: »They want readers!«

  • Internationale nyheder
  • 13/12/2004
  • Elsa Gade

Er det muligt at indfri en kinesisk borgmesters drøm om at have potentielle litterære Nobelpristagere i sin by? Eller: den sørgmuntre historie om hvordan det er at åbne en kinesisk æske.
I en situationsrapport fra Kina fortæller Elsa Gade om, hvordan litteratureksport også kan gribes an, når situationen kan beskrives sådan: Haves: forfattere -
Søges: forlæggere

Jeg er kaldt til møde med en af min bys vice mayors. Byen er Wuhan, som ligger lige midt i det store rige og er gennemskåret af floden Yangtze. Her har jeg nu boet i mere end fire år - og har efterhånden fået oparbejdet en særlig position som en ganske kritisk iagttager og beskriver af stort og småt, både i aviser og magasiner. Wuhan er hovedstad i provinsen Hubei, der er 4 gange Danmarks størrelse og har 60 millioner indbyggere. Forud for mødet er gået et par følere fra samme borgmester, om jeg måske kan hjælpe med at gøre provinsens bedste forfattere kendt i udlandet. Med andre ord: at finde egnede forlæggere. Man har også spurgt den svenske ambassadør, der netop har besøgt Wuhan. Udfordringer skal man tage imod, men lidet anede jeg, hvad jeg gik ind til.

Møde om at bygge bro
Mødet foregår i The White House, som er Chinese Writers Association's højborg i Wuhan. De er ikke uden humor, kineserne. Faktisk hedder det på kinesisk »det hvide palads« - fint skal det være, og fint er det. Kæmpestor rund lounge, blåt stof draperet ned fra loftet, hvorfra en enorm glaslysekrone hænger. Jeg har følgeskab af en 5-6 mennesker ind i et rum, der er domineret af et kæmpestort bord. Rundt om bordet sidder blomsten af denne provins' forfattere, 11-12 stykker er der, borgmesteren, en oversætter i hvert hjørne, og bag bordet er der 6-7 pressefotografer samt journalister. Wauw! Hvordan skal jeg leve op til det? Formanden for Chinese Writers' Association tager ordet og laver en præsentationsrunde for mig, der løbende bliver oversat. Jeg selv får sagt, at jeg gerne vil virke som brobygger, men jeg kan ikke love at skaffe dem Nobelprisen, hvilket heldigvis bliver mødt med latter. De vil have, jeg skal være the bridge til udlandet. Forfatterne synes ikke, at ex-kineseren, der fik Nobels litteraturpris for et par år siden, er noget særligt. Det skal lige indskydes, at jeg hen ad vejen opdager, at disse forfattere er stolte individer, der synes uforstående over for, at verden ikke har opdaget dem endnu ... Og markedskræfterne i forlagsverdenen uden for Kina ved de intet om ...
Mødet slutter med en prægtig middag med snesevis af specialiteter, godt man ikke altid ved, hvad man putter i munden. Underholdningen leveres af 2-3 af forfatterne, der synger lange, uforståelige sange for mig. Jeg tager derfra lettere rystet, men fast besluttet på at gøre noget. Det skal lige understreges, at jeg ikke kan læse kinesisk, så jeg skal støtte mig til og stole på, hvad andre siger til mig. Egentlig er det indlysende, hvad de vil, nemlig hvad en af tolkene tørt konstaterer: They want readers!

Hvem er de egentlig?
Det føles besynderligt at skulle slås for nogle, som jeg aldrig har læst, endsige hørt om. Jeg får en introduktion til dem fra byens Literature Academy. Den giver en 10-12 linjers beskrivelse af hver enkelt. Navn, køn, om de tilhører Han-kineserne (som over 90 % af befolkningen gør) eller en af Kinas 55 minoriteter. Der er oplysninger om fødested, hvilket universitet de er gradueret fra, hvilke poster og akademiske titler de har haft eller stadig har. Endelig er der titler og årstal på deres hovedværker samt en opremsning af priser og hædersbeviser. Og der er mange ved hver enkelt! Flere af dem er oversat til engelsk, fransk, japansk, tysk, russisk. Nogle af dem blev sendt på landet under kulturrevolutionen til »omskoling« (reeducation). En af dem får endog betegnelsen »regarded the most excellent writer in China«.
Opgaven lød på, at de skulle gøres kendt i Nordeuropa (hvor langt ned går det?), så jeg begynder med Storbritannien. Jeg vil have fat på et bestemt engelsk forlag, der har udgivet kinesiske forfattere. Websiderne har mange oplysninger, men lige den dér med, hvordan man kommer i kontakt med forlaget via e-mail eller på anden måde, ja den er der ikke. Biblioteksvagten på nettet, uundværlig i det fremmede, giver mig telefon- og fax nummer, og den store faxe-krig begynder. Jeg faxer og faxer til forlaget, uden held. Det føles som at sidde og sende papirflyvere ud i luften, de daler ned vilkårlige steder. Altså: ingen respons. Sandsynligvis sidder der nogle emsige sekretærer, og hver gang faxen spyr et stykke papir ud, bliver det vurderet: »Kinesiske forfattere?« She must be crazy ... Ned i papirkurven. En henvendelse til et større dansk forlag giver et kryptisk svar som »Vi kan i øvrigt ikke læse sproget og vil ikke udgive noget, som vi ikke har læst på et sprog, vi forstår.« Jamen, tror de da, jeg sender kinesiske manuskripter?
Den danske ambassade i Beijing hjælper med kontakter, der giver mig brugbare råd og opmuntring. Hurra for dem.
Jeg føler stolthed og et enormt ansvar, for deres høje forventninger tynger mig. Jeg skubber mine egne projekter til side. Jeg bliver inviteret til fester i forfatterforeningen, får tilbud om forevisning af den og den restaurationsgade og lokalitet, bliver overdænget med gaver - bøger altså. På kinesisk. Jamen, de vil mig jo det bedste, men det er som at servere søde sager for en diabetiker.
Jeg indkaldes til møde med oversætterne. Borgmesteren har indbudt tre professorer fra byens bedste universitet, der har fået udleveret manuskripterne på de af Chinese Writers' Association og forfatterne udpegede historier. Indkaldelse til mødet er som vanlig på kinesisk maner med meget kort varsel, nemlig én dag, men heldigvis kan jeg flytte rundt på mine aftaler. Vi er 10 personer på 13. etage i High Tech Development Zone i VIP-rummet, der er på størrelse med et mindre ballroom med glaslysekroner, tykke tæpper, og de enorme, polstrede lænestole står på kinesisk manér, så man sidder med front mod hinanden og med 5-6 meters afstand. Det er virkelig en arbejdssituation, der fremmer kreativiteten og trygheden ... At sidde på denne måde afslører, hvem der har for korte sokker, upudsede sko og nydelige ben. Der er megastore fjernsynsskærme i hver ende af rummet. Oversætterne holder en engageret tale på 10 minutter om, hvor travle de er med fuldt undervisningsskema, og hvor stort et arbejde det er at oversætte. Deres skepsis ved foretagendet går i øvrigt på, om dette arbejde nu også tæller som videnskabeligt arbejde, og kan de nu være sikre på, at det bliver udgivet. På et tidspunkt kom det ud af mundvigen på en af dem, at de da forfærdelig gerne ville, og det endte med, at man aftalte, at der skulle skrives kontrakt med dem. En halv time senere i selskab med dem uden det sædvanlige følge afslører, at de valgte historier mest handler om dyr, altså er allegorier. Men jeg vil have nutidigt liv!

Er det nettets skyld?
Nu er jeg for alvor indviklet i et net, og jeg kan ikke se, hvordan jeg kan komme ud af det. Hvorfor bliver jeg ved? Måske har jeg det som kineserne, jeg vil ikke »tabe ansigt«, ikke vedkende mig, at jeg ikke kan løse en pålagt opgave.
Det føles, som om det løber løbsk for mig: Oversætterne er begyndt at arbejde og sender mig et abstract på en historie: »Er det dét, du vil have?« Jamen jeg vil ikke være smagsdommer eller redaktør, jeg vil bare være brobygger.
Jeg mailer spørgsmål til den ene oversætter, hvis navn og e-mail-adresse jeg er i besiddelse af. Jeg kender ikke telefonnummeret på hende endsige adressen. Gang på gang returneres mine bønner om kommunikation med hende. Er det i virkeligheden nettets skyld? Havner mine mails automatisk i hendes Deleted postbakke, eller hvad sker der? Lettere paranoide tanker om at være faldet i unåde dukker op. Der har jo også lige været en hel uge, hvor mit net var nede, og var forklaringerne derpå egentlig særlig logiske? De kinesiske myndigheder udvider hele tiden zonen for personlig frihed. Det gælder også nettet, der faktisk har over 60 millioner brugere her i Kina, hvilket giver myndighederne hovedpine. Men! Det gælder om at være positivt indstillet, når man som udlænding bor i Kina, ellers kan man ikke leve her. Så på'en igen.

Hvem skal betale?
Et ærinde i Beijing giver mig mulighed for at besøge den svenske ambassade. Nej, de har ikke sat noget i gang, og nej, de kan virkelig ikke påvirke de svenske forlæggere. Modtager et råd om, at der i øvrigt burde afholdes workshops for de kinesiske forlæggere, så de kan lære af Vesten. Ja, ja, god idé, men hvem skal betale? Heldigvis har jeg tid til at besøge Beijing Foreign Languages Bookstore og opdager, at det nu er muligt at købe en bog om hiv og aids, og at en dagbog, der var forbudt for nogle få år siden, nu kan fås og har fået gode anmeldelser samt er oversat til engelsk. Hjemme konstaterer jeg frustreret, at min kontakt til borgmesteren ikke har svaret på min bøn om et møde, og min mail til oversætteren er blevet returneret for 5. gang. Det er som om Pandoras æske har åbnet sig og alle dårligdommene sluppet ud.
Det britiske forlag har åbenbart ikke tænkt sig at svare på min forespørgsel om kontakt. Jamen, giv mig så et klart afslag, bare jeg får en respons. Desperationen lurer, og tankerne kværner. Måske bliver min mail deletet som spam i samme øjeblik, den når en britisk mail box. Mails fra Kina kan være meget svære at komme af med. E-mailer jeg til en dansk myndighed, bliver jeg nødt til at bruge omveje, for ellers bliver mailen returneret. Nettet er ikke til at stole på længere, men den kinesiske snail-mail lever op til betegnelsen, så den »service« vil jeg ikke bruge. Måske skulle jeg gå nye veje og prøve svenske forlag? Sverige har en længere tradition for at udgive kinesisk litteratur. Men så er jeg ved udgangspunktet: Jeg har intet på kinesisk, og jeg kan ikke komme i kontakt med oversætterne for at få abstracts på engelsk.
Skal jeg smide tøjlerne og opgive foretagendet? Nej! For tænk hvis den gode borgmester vitterligen har ret: at der er potentielle modtagere om ikke af Nobelprisen, så af en Booker
Prize eller anden agtværdig pris? Så jeg gentager: Forfattere haves, forlæggere søges!

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere