Kom med forslag til årets ytringsfrihedspris

BogMarkedet sponsorerer prisen, der uddeles som en del af Blixenpriserne.



     
Hvem i den danske bogbranche har gjort en så betydningsfuld indsats for ytringsfriheden i det forgangne år, at vedkommende fortjener at blive hyldet?
Det bliver afsløret, når Blixenfesten løber af stablen den 27. maj. Men du kan være med til at afgøre det ved at sende forslag til kandidater ind til den komité, der skal udvælge en værdig modtager.
Alle, der arbejder inden for bogbranchen kan være kandidat, hvad enten der er tale om en forfatter, illustrator eller oversætter, et forlag, en boghandel eller et trykkeri.
Den officielle formulering af prisen lyder således: ”En Blixen for årets indsats for ytringsfriheden gives for et betydningsfuldt litterært arbejde for ytringsfriheden.”
 
BogMarkedet sponsorerer
Det er BogMarkedet, der sponsorerer prisen, som er på 10.000 kr.
Mange steder i verden er ytringsfriheden under pres fra såvel politiske og religiøse grupper som autoritære magthavere. Også herhjemme føler mange forfattere og forlæggere, at de er nødt til at tænke sig ekstra grundigt om, inden de siger, skriver, tegner eller trykker bestemte ting. Nogle beslutter helt at tie stille. Det viste den undersøgelse, BogMarkedet gennemførte i december sammen med Dansk Forfatterforening og Danske skønlitterære Forfattere.
Derfor er det ekstra vigtigt, at vi alle passer på ytringsfriheden og bruger den. Det understeger stiftelsen af denne pris.
Du kan indstille ved at klikke her: https://www.efond.dk/ansogning/index1.php?fondnr=45  
Indstillinger skal være indsendt senest 9. februar 2016 kl. 11.00. Læs mere om Blixenpriserne her: http://blixenprisen.dk/priser/
Den komité, der udpeger modtageren, består af Jakob Vedelsby, formand for Dansk Forfatterforening, Jan Thielke, formand for Danske skønlitterære Forfattere, og undertegnede, BogMarkedets chefredaktør.

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere