Kræv din ret!

Er forfattere prisgivet deres forlag? Det mener dagens gæsteskribent, der forsøger at rejse en debat om emnet.

Det er vanskeligt at udkomme på et forlag. Mange skriver, det kun er for de få. Forlagene kan vælge og vrage. Når det endelig lykkes, er det, som når gnomen ved et ufatteligt held får fat i klassens lækre pige. 

I sin begejstring får forfatteren tunnelsyn, stiller sjældent krav og ofte ingen spørgsmål. Han eller hun kan nu kalde sig ”forfatter” – en titel, de fleste gerne vil besmykke sig med. Han eller hun tager for givet, at forlaget vil tage sig af bogen – give den PR, sørge for, at den bliver distribueret, at han får betaling for det. Hvis forlaget vil forfatteren, mener de det vel alvorligt? Sådan er virkeligheden ikke altid.

I forbindelse med min research til min nye roman ’Svigt’ oplevede jeg forlagsbranchens skyggesider. Historien handler om en ung kvinde med et skrøbeligt sind, der har skrevet en afslørende roman om sine berømte forældre. Bogen vil flå familien fra hinanden. Netop den skandale ser et af landets største forlag som et scoop. Familien gør alt, hvad der står i deres magt for at bremse bogen. Men forlaget vil udgive den for enhver pris. 

Jeg har gennem årene hørt mange historier om forfatterkollegers oplevelser på de såkaldt etablerede forlag. Det har givet mig et par ”sten i skoen”, som jeg ryster ud i romanen.

Langt de fleste forlag betaler forfatterne 15 % af omsætningen på deres bøger, men der findes både små og store danske forlag, der, ifølge min research, decideret snyder forfatterne. Et af landes største forlag har i adskillige år kørt med det, der umiddelbart lyder som en attraktiv aftale – de deler indtægterne 50/50 med forfatteren – men først efter breakeven (når alle udgifter er betalt).

Problemet er, at det kun er forlaget, der kender til udgiftsniveauet: Ifølge en kilde med dybt kendskab til branchen og til det pågældende forlag har forlaget flere gange pumpet udgifterne kunstigt op og dermed undladt at betale den aftalte royalty til forfatteren. Kilden estimerer, at en ud af tre forfattere på det pågældende forlag har fået pumpet udgiftsniveauet og dermed i større eller mindre udstrækning er blevet snydt. Mange forfattere har fået et lille forskud. Og en busbillet hjem.

Forfatterhvervet er det eneste sted, hvor en person knokler i måske årevis på et værk for derefter at aflevere det til vildfremmede, give dem alle rettigheder og så bare håbe på, at de vil betale for det. Måske bortset fra De Vestindiske Øer for 100 år siden.

 

Forsøg på at rejse en debat

Da jeg bragte sagen frem, blev jeg interviewet i Kulturmonitor, der bragte en artikel. Dernæst inviterede Adam Holm mig ind på P1. Han indledte med et citat af det, jeg tidligere havde udtalt: ”Forfatterne er forlagenes nyttige idioter.”

Det var selvfølgelig mit syn på sagen, han ville have. Men jeg blev også inviteret ind, fordi jeg for over 20 år siden forsøgte at få min første bog udgivet på et forlag og ikke blev taget til nåde noget sted. Jeg udgav den selv. I dag har jeg solgt over 300.000 eksemplarer af mine 11 bøger. Det skriver jeg ikke for at pudse glorien, men for at sige, at der findes andre muligheder for at lykkes med sit forfatterskab end ved at gå ind i de etablerede forlags gyldne haller.

Adam Holm bemærkede blandt andet, at den nye direktør for People’sPress, Tine Smedegaard Andersen, har udtalt, at de bestemt behandler deres forfattere godt, hvortil jeg svarede, at de problemer, jeg bringer på bane, ligger før hendes tid (ordskiftet bunder i, at forlaget nævnt i ‘Svigt’ af flere er blevet identificeret som People´sPress, red.)

Efter interviewet har jeg fået respons fra forfattere på de sociale medier og talt med en del. De har samstemmende en fortælling om, at de selv ved gode salgstal på deres bøger stort set intet har tjent. Min fornemmelse er dog, at de færreste har lyst til at stå frem.

De skriver stadig bøger og vil formentlig ikke stille sig selv i et dårligt lys og dermed risikere at miste adgangen til forlagene. Den største interesse har jeg oplevet fra DR’s side, der har vist en oprigtig interesse i at få afdækket sagen og få en tiltrængt debat.  

 

Vejen frem

Mange år på eget forlag har lært mig et og andet om økonomien i bøger og salg. Indigneret følte jeg mig også, da jeg hørte om et forlag, der får forfatterne til at medfinansiere produktionen af deres bøger. Forlaget lover at sende eksemplarer af bogen til anmeldelse og ud til de store supermarkedskæder. Og det gør de såmænd også – i papkasser sammen med mange andre forfatteres bøger. Chancen for at blive anmeldt er cirka lige så stor som risikoen for, at en meteor rammer København.

Forretningsmodellen synes at være: sælger bogen, er det godt, hvis ikke, er der alligevel overskud, fordi forfatteren betaler. Bagefter har indkøberne i supermarkederne ulykkelige forfattere i telefonen. De ringer og kan ikke forstå, at deres bøger ikke sælger.

Jeg skal skynde mig at sige, at jeg også kender forlagsfolk med høj integritet. Alligevel ... de gange, hvor jeg er blevet tilbudt at udkomme på forlag, har jeg konsekvent takket nej. Dels fordi jeg værner nidkært om rettigheden til de bøger, jeg har skrevet.

I det øjeblik, jeg underskriver en forlagskontrakt, er det ikke længere min bog. Jeg er overladt til andres nåde – producerer de den, som jeg gerne vil? Markedsfører de den godt nok? Endelig har jeg altid fundet det tragikomisk kun at skulle modtage 15 % af omsætningen af en bog, jeg har brugt minimum et år på at skrive. Sagen er også, at et forlag, der udgiver måske 100 bøger om året, uvægerligt peger på nogle få, som de satser på og giver PR. Resten må mere eller mindre klare sig selv. 

Der findes fidusmagere i alle brancher, men det forekommer mig særlig ynkeligt at bedrage forfattere. Det er ikke mælkekartoner, vi producerer. Og hvad er så vejen frem? Det er, at forfatterne begynder at stille krav om gennemsigtighed ... i hver en detalje. Honoreres aftalen ikke, må kontrakten kunne ophæves og rettigheden til værket gå tilbage til ham eller hende, der har skabt det.

At udkomme på et forlag er fuldstændigt entydigt på forlagets præmisser. Nogle fremhæver, at skriveriet har et element af con amore over sig. Hvis jeg hjælper en ven med at male sit skur, er det af lyst, kun fæhoveder knokler et år eller mere uden betaling.

De (professionelle) selvudgivere, jeg kender, tjener betydeligt mere nu, end da de var på de store forlag. Afslutningsvis kan jeg nævne, at min nye roman på 333 sider koster syv kroner at trykke. Avancen er stor. Hvorfor give den til andre?

 

BogMarkedet understreger, at de fremsatte synspunkter og tolkninger er gæsteskribentens egne.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere