Krimimessen har løsladt deres program

Med en måneds tid til årets helt store begivenhed for krimifans har Krimimessen i Horsens i dag offentliggjort deres program.

”Krimimessen er LIG med mere” er slagordet, og programmet for i år vidner også om, at Fængslet i Horsens bliver stopfyldt.

De hårdkogte krimifans vil møde en lang række af de usual suspects på scenerne, som Sara Blædel, Anne Mette Hancock, Kathrine Engberg, Anders de la Motte, Arne Dahl, Stefan Ahnhem, Paul Cleave, Elly Griffiths, Emelie Schepp, Ambrose Parry, Sofie Sarenbrant, Gretelise Holm, Michael Katz Krefeldt og Yrsa Sigurdardóttir, repræsenterende en række forskellige lande.

Men der har også sneget sig et par førstegangsforbrydere i krimi- og horrorgenren ind til forhør. Anne Linnet debuterede som krimiforfatter og udkom sidste år med 'Fucked', mens Kim Leine også har skiftet gear og udgav horrorromanen 'Dansk standard' i 2019.

Klimakrimi må være en relativt uudforsket genre, der kommer under lup i år, mens true crime fortsætter med at være et stort tema. Hvis det ikke er nok at lytte til forfatterne og læse deres bøger, kan man også være vidne til at vaskeægte retssalsdrama. En af scenerne forvandles som noget nyt i år til en retssal, og blandt andre forsvarsadvokat Mette Grith Stage og anklager Jakob Buch-Jepsen gennemgår en uhyggelig kriminalsag.

Der skal traditionen tro også overrækkes flere priser. Krimimessens Publikumspris, Det Danske Kriminalakademis priser og Horrorprisen skal uddeles.

Krimimessen finder sted d. 28.-29. marts og hele programmet kan ses på Krimimessens hjemmeside


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere