Krimimessen sætter publikumsrekord

Tilfredshed i Horsens efter en veloverstået messe med et rekordhøjt antal besøgende. 

    
Over 6.000 gæster lagde i weekenden vejen forbi Fængslet i Horsens til årets krimimesse. Messen, som sidste år havde i omegnen af 5.400 besøgende, kunne i år fejre 15 års jubilæum, og det altså med den største tilslutning nogensinde:
”Det gik rigtig godt, og vi er meget tilfredse. Stort set alle arrangementer har været velbesøgte,” fortæller Vibeke Johansen, som er programansvarlig på Krimimessen. ”Vi har ikke talt endeligt op endnu, men vi er kommet på den anden side af 6.000 gæster, så det er publikumsrekord.”
At messen i år var velbesøgt, det kunne også mærkes til arrangementerne på programmet. For flere indslag var interessen så stor, at der simpelthen blev fyldt op, så der kun var ledige ståpladser uden for lokalet, hvorfra man via højtalere kunne lytte med.  
Messens besøgende kunne desuden i år for første gang overvære overrækkelsen af den nyindstiftede publikumspris. Den blev overrakt af Horsens borgmester og gik til Sara Blædel, som var én ud af et stærkt felt på 11 nominerede krimiforfattere. 
 
Forbedret standområde
I år havde arrangørerne også set frem til at indvie det nye standområde i Magasinet ved Fængselsgården. Det blev en forbedring af oplevelsen for både udstillere og gæster, fortæller Vibeke Johansen.
”Overordnet set har det fungeret meget, meget fint, og både forlag og gæster har været glade for, at standene var dér. De sidste par år har vi jo været i et telt, og der har været nogle udfordringer med det. I år passede det perfekt.”
Men ingen krimimesse uden dramatik. Lørdag måtte messen nemlig kortvarigt evakuere folk. Fra højtaleranlægget blev det bekendtgjort, at der var ”opstået en situation,” og folk blev bedt om at gå mod udgangen. Det blev i rygtemøllen til en mulig bombetrussel, men det afkræfter Vibeke Johansen.
”Der var en evakuering, fordi én person kom til at trykke på en alarm. Så brandvæsenet måtte rykke ud men kunne hurtigt konstatere, at der var tale om en menneskelig fejl. Mange troede, der var tale om en slags event, men det med en bombetrussel, det har altså intet på sig.” 

Læs også: Ekstremer





Sara Blædel fik den nystiftede Publikumspris overrakt af Horsens borgmester. 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere