Kritisk slutspurt i Blixenprisens fundraising

Der er stadig behov for nye sponsorer til Blixenprisen for at sikre branchefestens levedygtighed på sigt. Forfatterforeningerne vil ikke kunne leve med et underskud. 

 

Sidste år kunne styregruppen bag Blixenprisen sætte to streger under et lille overskud efter en veloverstået premiere. Men i år mangler der stadig i omegnen af 100.000 kroner, for at dette års udgave af Blixenprisen kan løbe rundt.
Bogbranchens nye prisfest, som i år finder sted 27. maj i Den Sorte Diamant, er sikret for i år, men et underskud vil være kritisk for de to forfatterforeninger, når det gælder endnu en gentagelse i 2017, der skal cementere festen som en tradition. Det fortæller formand for Dansk Forfatterforening Jakob Vedelsby.
”Lige nu handler det om at skaffe så mange af de penge, vi mangler, som overhovedet muligt. Det er et ekstremt stort problem for os, hvis vi skulle ende med et underskud på 50.000 til hver forening. Det gør vi alt, hvad vi kan, for at undgå,” siger Jakob Vedelsby.
Mens det frie billetsalg til dette års udgave af Blixenprisen nærmer sig, har der i det meste af februar været mulighed for at købe særlige sponsorbilletter til 1.500 kroner per styk. Det har et mindre antal ’mikrosponsorer’ benyttet sig af, og det glæder Jakob Vedelsby sig over. 
 
Håbede på større opbakning
I mandags blev det almindelige billetsalg til sponsorer så påbegyndt. Projektleder for Blixenprisen Anne Hagen Berg oplyser, at en del af disse sponsorbilletter er solgt allerede, men at det stadig tegner til, at en hel del flere billetter vil blive udbudt i det frie salg, end det var tilfældet sidste år. 
Sideløbende fortsætter styregruppen bag Blixenprisen jagten på nye sponsorer for at rejse de sidste penge, der skal få regnestykket til at gå op. For at få det til at lykkes har man indført minisponsorater af 6.000 kr. stykket. Sådan et har for nyligt Kristeligt Dagblad takket ja til. Som tidligere beskrevet i BogMarkedet ledes der nemlig også efter støttekroner uden for bogbranchen nu, idet sponsormulighederne inden for branchen virker udtømte, beretter Jakob Vedelsby. 
”Man kan ikke sige, at branchen er nærig. Men jeg må sige, at jeg er lidt ærgerlig over, at nogle af de store forlag ikke har ønsket at støtte op i højere grad,” siger han.
 
Det frie billetsalget til Blixenprisen 2016 åbner på tirsdag den 1. marts.

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere