Kun få udskudte udgivelser

OPDATERET: Store danske forlag har kun udskudt ganske få titler fra foråret til efteråret på grund af COVID-19-krisen, viser en rundspørge. Situationen er helt modsat i Storbritannien.

Efteråret er bøgernes højsæson – i år måske en kende over the top: Alene torsdag den 3. september udkommer 600 nye bogtitler i Storbritannien.

Nogle er spritnye efterårstitler, men de fleste udgivelser er udsat fra forår og sommer. De britiske boghandler var karantænelukkede medio marts til medio juni.

Det kræver kun lidt fantasi at forestille sig kommende opmærksomhedskamp, når alle disse mange titler skal udgives. Boghandlerne drukner i nye bøger, boganmelderne det samme. For ikke at tale om bogkøberne.

Alt for mange glimrende bøger bliver glemt undervejs på uretfærdighedens alter. Debutanter og mindre kendte forfattere får næppe mange chancer for at gøre sig bemærket som talenter, man skal holde øje med.

 

En anden verden

Situationen i Danmark har grundlæggende været en helt anden end i Storbritannien. Selv om der har været usikkerhed og rystelser, har salgstallet allerede stabiliseret sig for et par måneder siden.

Indekstallene (LFL) på bogsalg har ikke ligget under 90 i forhold til sidste forår på noget tidspunkt under krisen hos boghandlerkæden Bog & idé, selv om en tredjedel af kædens butikker har adresse i karantæne-nedlukkede indkøbscentre. Samme tendens ses hos boghandlere i Kon-Tur.

Derfor er det, set i bagklogskabens klare lys, heller ikke overraskende, at situationens ro genspejler sig hos forlagene.

En rundspørge ved en række større danske forlag viser, at de kun har udskudt titler fra forår og sommer til efteråret i meget begrænset omfang, såfremt de overhovedet har.

Hos Modtryk fortæller adm. direktør Malene Schioldan, at de overhovedet ikke har udsat nogen planlagte titler, mens Politikens Forlag kun har udsat en enkelt titel, Elena Ferrantes ‘Voksnes løgnagtige liv’.

Udsættelsen skyldes imidlertid ikke en beslutning hos forlaget selv, men det var: ”et krav fra agenten, da den internationale udgivelse af bogen skal synkroniseres i udgiverlandene,” fortæller forlagsdirektør Lene Juul.

Hos Gyldendal har man også kun udskudt en enkelt udgivelse, men det skyldtes, at indholdet ikke føltes passende i situationen, hvilket forfatteren var indforstået med, fortæller salgschef Kenneth Wendel Jørgensen.

”Vi valgte at holde fast i alle vores andre titler, modsat andre danske forlag,” siger han i telefonen.

”Vi havde en tro på, at folk nu ville få tid til at læse bøger, og det viste sig at holde stik. Forfatterne var lidt nervøse, men vi overbeviste dem om, at det ville gå, og holdt fast i udgivelsesdatoerne. Det har vi bestemt ikke fortrudt.”

 Hos Lindhardt & Ringhof har man skudt udgivelser begge veje, fortæller markedschef Gertrud Smith.

Forlaget rykkede "nogle efterårsudgivelser frem for at sikre, at der var nye bøger i butikkerne hen over sommeren – blandt andet lancerede vi Signe Lindkvist og Iben Hjejles bog 'Er der en voksen til stede' og den internationale spændingsroman 'Den onde søster' i juli – noget, vi normalt aldrig ville have gjort. Begge bøger har klaret sig flot og fået plads på bestsellerlisterne."

"I foråret rokerede vi om, så nye udgivelser ikke kom på gaden i den periode, hvor mange af landets boghandlere – især dem i storcentrene – var nødt til at holde lukket," siger Gertrud Smith.

"Derfor havde vi ekstraordinært mange udgivelser fra midten af maj til slutningen af juni. Vi synes generelt, at det er vigtigt, at der er et flow af udgivelser hen over året – og ser i det hele taget en tendens til, at der udkommer store og vigtige udgivelser hele året. Til glæde for både de passionerede læsere og boghandlere."

Fingerspidsfornemmelser

People´sPress har udskudt titler ”i et vist omfang, når vi syntes, det var rigtigt for den enkelte titel,” fortæller forlægger og adm. direktør Tine Smedegaard Andersen.    

”I foråret udskød vi to-tre titler til senere på foråret, fordi der var debatpotentiale i titlerne, og medierne kun skrev om corona i de første forårsmåneder,” lyder det tilsvarende fra Mette Jokumsen, direktør på Gads Forlag.

En krølle på historien kan være fra dengang i marts-april, hvor situationen stadig var helt uafklaret. Vi interviewede forlagsdirektør Jacob Søndergaard fra Gutkind om, hvordan det føltes at stå i spidsen for et forlag, der endnu ikke havde udgivet noget, og så falder verden ned i et coronahul af ukendt dybde.

”Vi forhører os i vores netværk af litteraturredaktører, anmeldere og journalister,” fortalte han dengang.

”De svarer alle, at der vil være et behov for kulturelt fællesskab, læsning af bøger og at læse om bøger, når vi bevæger os hen på den anden side af krisen. Det tager vi for pålydende, men justerer selvfølgelig forventningerne hen ad vejen.”

Man overvejede at udskyde forlagets første udgivelser, fortalte han, men gjorde det som bekendt ikke. I stedet fik Gutkind en flyvende start på bestsellerlisterne. Artiklen hedder passende ‘Bevar optimismen’.

Men det er en anden historie.

---

Foto: iStock/Getty Images. 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere