Læselystkampagne udbreder bøger til børn

Februar kan bare komme an med kulde og regn, for igen i år er det muligt at downloade og læse gratis børnebøger hele måneden. Initiativet bag det gavmilde tilbud er læselystkampagnen Gratisbørnebøger.dk.

Fra i dag og resten af måneden er det muligt at hente 20 forskellige gratis børnebøger til sin mobil, tablet eller computer, der kan læses frit. Idéen bag kampagnen er, at det er nemt nok at få børn til at læse, når bare der er let adgang til bøgerne. Siden 2014 har Gratisbørnebøger.dk arbejdet for at udbrede læsningen blandt børn. 

Læselystkampagnen henvender til både til familier, der ønsker frilæsning med deres børn, og til brug i undervisningen på skolerne eller på bibliotekerne.

Holdet bag Gratisbørnebøger er syv kendte børnebogforfattere, der stiller deres værker til fri læsning: Henrik Einspor, Benni Bødker, Ellen Holmboe, Emil Blichfeldt, Jan Kjær, Morten Dürr og Bo Skjoldborg, og genrene breder sig mellem spænding, humor, gys og alvor.

Gratisbørnebøger melder om et besøgstal på over 629.000 besøg på bloggen siden 2014, og i år er det altså fra d. 3. - 29. februar, at det er muligt at læse bøgerne gratis.

Foto: iStock/Getty Images


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere