L&R søger forfattere

I sidste uge meldte Lindhardt og Ringhof ud med deres årsregnskab for 2019, og i den forbindelse beskrev de også en målsætning om 24.000 digitale udgivelser i 2020. Nu følger opskriften på, hvordan målet skal nås.

I en offentlig invitation til alle landets oversatte forfattere indrykket i nogle af de store dagblade og på forlagets eget digitale bogmagasin, Bog.dk, leder Lindhardt og Ringhof nu efter forfattere, som vil udgive deres oversatte værker internationalt på det digitale forlag SAGA.

Værkerne behøver ikke være nye, blot de er oversat til et af de 33 sprog, som SAGA udgiver bøger på. Det behøver heller ikke være aktuelle værker, men må gerne have flere år på bagen, som kan indgå i det omfattende katalog. Forlaget slår på at have opbygget en international infrastruktur med 300 forhandlere verden over. SAGA opnåede at blive en global aktør i 2019, hvor de sendte 2000 titler ud på 25 sprog.

Lindhardt og Ringhofs årsregnskab viste en positiv fremgang takket være investeringerne på det digitale område, og nu forsøger forlaget altså at lande aftaler med så mange forfattere som muligt for at nå målsætningen for 2020.

”Der er megen positiv dynamik i bogbranchen i øjeblikket, og vi ser med stor forventning på 2020, hvor vi igen budgetterer med betydelig vækst. Vi har mange spændende titler på vej, for vi elsker stadig papirbogen. Men vi glæder os også til yderligere 24.000 digitale udgivelser i 2020 – eller tre i timen døgnet rundt,” sagde Lars Boesgaard i pressemeddelsen i forbindelsen med årsregnskabet for 2019.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere