Leder: Undergrunden - der hvor alting starter.

 I den seneste tid er der særligt et emne, der har fyldt meget hos kulturformidlere, forlagschefer, diverse bogrelaterede foreninger, en forhenværende statsminister og i særdeleshed hos bogelskeren.

Emnet er beskatning af læseeksemplarer til anmeldere og bogbloggere. Hvis vi skal tage den fra toppen, så er det fra min stol simpelt. Man kan ikke anmelde en bog uden selve bogen. Bogen er i dette tilfælde et arbejdsredskab, uanset om det er på frivillig basis eller igennem en professionel anmelder. I sig selv er det selvmodsigende, at et anmeldereksemplar, der ikke kan videresælges, tilregnes en markedsværdi, som man kan beskatte modtager af. Det er jo sort. På den måde vil det blive en omkostning til den, der bruger eksemplaret som et arbejdsredskab uden at tjene noget på det. Det i sig selv kan kun betyde et drastisk fald i antallet af bogbloggere. Hos fuldtidsanmelderne vil det også få konsekvens, da det jo selvsagt vil gå ud over det budget, der bruges på anmeldelser og dermed også personale. Kort sagt vil det gå ekstremt hårdt udover formidling af bogen. Læg dertil, hvis læseeksemplaret til boghandlerne, som læser bogen og anbefaler bogen til kunden, også ryger med i faldet.

Konsekvenserne af reglen kan blive katastrofale for branchen og skabe en lavine af udfald. Mindre formidling vil give mindre interesse og dermed mindre salg, mindre udlån, mindre streaming, færre butikker, færre boghandlere og færre brugere af bogen.

Den samlede formidling vil blive overladt til autogenerede forslag baseret på algoritmer - mere mainstream og mindre undergrund.

Som nævnt har mange ytret sig i debatten. Breve og forespørgsler er sendt mod Christiansborg med belysninger af konsekvenserne. Ministre er blevet tagget og spurgt. Sammen har vi sat stemme og skrift til at få reglen ændret til fordel for anmeldereksemplaret.
Gennemgående for ovenstående, har været de følger, en fastholdelse af reglen vil have overfor bredden i litteraturen. Når vi er ovre sagen og anmeldereksemplarerne igen flyder rundt i vores økosystem, så er det vigtigt, at vi er vores ansvar bekendt overfor netop bredden og undergrunden i litteraturen.

Coronaen har medført, at flere danskere er gået til tasterne for at skrive bøger. Derfor vil vi i løbet af året og næste år se undergrunden vokse, da større forlag ikke, på samme måde som tidligere, har samme plads i deres program til bredden. Manuskripterne ender derfor, hvor der er plads. Hos mindre og knap så ressourcestærke forlag eller hos forfatteren selv, der forsøger sig som selvudgiver. Med de flere udgivelser ude i markedet, vil kampen om at trænge igennem til læseren også blive hårdere, og selv hvis det nuværende korps af litteraturformidlere, stadig vil have samme størrelse som nu, så er der ikke plads til, at alle kan få anmeldelser eller omtale i pressen. De mindre forlag, har ikke ressourcerne til at varetage trykket eller økonomisk styrke til at markedsføre titlerne nok til at konkurrere med de store forlag og komme ud til en bredere læserskare. Dermed bliver de også mindre interessante for bloggere og anmelder, der ofte måles på læsere og følgere.

Der er i dag stor kamp om anmeldernes gunst og det bliver ikke lettere at komme igennem den stak af bøger, der skal tages stilling til man som bloggeren eller anmelderen vil skrive om. Derfor vil der ofte blive valgt ud fra en personlige relation til forlag eller forfatter, hvilket jo i den grad vil give en forfordeling af nogen fremfor andre og der har vi om noget en skævvridning af den danske litteraturscene. Det er sat på spidsen og der er undtagelser, der bekræfter reglen, det ved jeg. Men det er et scenarie på, hvordan det kan komme til at se ud, hvis denne pointe ikke får opmærksomhed i branchen.

Derfor er bønnen til anmelderne og bloggerne. Glem ikke bredden og undergrunden. Vores styrke ligger i bredden og starter i undergrunden. 

Foto: Sigge Bjerkhof
Credits til titel: Sulka


Kommentarer

    • 19/03/2021
    • Kl. 09:04
    • Bilgrav
    Et fremragende og velovervejet indlæg, der kommer godt rundt om problemet!
Du skal være logget ind for at kommentere