Legatmodtager Hjalte Thalund: "Hvis man vil, får man lov."

Hjalte Thalund fra forlaget Alinea er en af årets fire vindere af Danske Forlags Jubilæumslegat til unge forlagsmedarbejdere. Her fortæller Hjalte om sit arbejdes udvikling, sin rolle på forlaget og de udfordringer og tendenser, som hans afdeling med marketing står overfor.

Hvordan har dit arbejde udviklet sig, fra da du startede til der, hvor du er nu?

Mit arbejde har udviklet sig rigtig meget, siden jeg startede. Alinea er et forlag, som er i rivende udvikling, og det at være med til at forme fremtiden for forlaget er meget motiverende. Da jeg startede, var det i en producerende rolle, hvor jeg lavede alt fra annoncer, flyers, kataloger og online markedsføring. I dag arbejder jeg i lige så høj grad med konceptudvikling og kommunikationsstrategier. Lige nu arbejder jeg fx med at skabe en ny identitet for forlaget, bl.a. et nyt logo og visuelle retningslinjer. Det er noget, jeg er meget stolt over at være med til - det bliver rigtigt godt. Samtidig har vi in-sourcet alt grafisk arbejde i marketingafdelingen, så jeg har stadig fingrene nede i bolledejen i forhold til eksekvering af visuelle opgaver. 

Hvilken forskel føler du selv, du gør på dit arbejde?

Man kommer helt naturligt til at føle, at man bidrager, når man arbejder hos Alinea. Hvis man vil, får man lov - sådan er det herinde, og det passer mig rigtigt godt. Jeg går samtidig op i at bidrage til den gode stemning på arbejdspladsen. Det betyder meget for mig, at det også er sjovt at gå på arbejde, og at alle omkring mig trives.

Legatet er et skulderklap fra dine kollegaer. Hvordan motiverer det dig?

Det var en meget stor overraskelse, da jeg fandt ud af, jeg var modtager af legatet. Det havde jeg ikke lige forudset. Men det er rigtigt dejligt - især, at legatet går til en fra marketing :-)

Hvad vil du gerne udvikle dig mere indenfor?

Jeg vil gerne fortsætte med at udvikle mig inden for de områder, som jeg i forvejen arbejder med - konceptudvikling og kampagnearbejde. Vi lever i en tid, hvor der hele tiden opstår nye måder at gå i dialog med sin målgruppe på. Tidligere var markedsføring præget af envejskommunikation i form af fx annoncer. I dag har man uanede muligheder med sociale medier, video, podcasts og content-baseret markedsføring. Det stiller krav til, at man hele tiden forsøger at holde trit med udviklingen, og at man tør kaste sig ud i nye former for kommunikation. De kreative udfordringer kommer helt naturligt, synes jeg. 

Hvad er dine tre største kompetencer?

Jeg synes selv, at jeg er god til at samarbejde og er nok meget pragmatisk og humoristisk i min tilgang. Samtidig går jeg som grafisk formgiver meget op i det faglige og kreative. Og så synes jeg, at jeg er god til at se tingene fra flere sider og komme på skæve idéer.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere