Lise Vandborg fylder 50 år

I dag søndag den 1. juli fylder chefredaktør på Litteratursiden Lise Vandborg rundt.

Hos Lise Vandborg er glasset aldrig halvt fyldt eller halvt tomt. Det bobler over. Lise Vandborg er - fortæller hendes medarbejdere-  fuld af faglige indsigter, skarpe analyser og en ivrig entusiasme, der får hende og alle omkring hende ud over stepperne.

At dette passer, blev man bekræftet i, da Lise Vandborg for nylig var veloplagt interviewoffer i BogMarkedets serie om passionerede bogmennesker. Her fortalte hun dels om arbejdet med Litteratursiden, dels om sit eget syn på litteraturens brudflader.  

Hun er cand.mag i nordisk sprog og litteratur & i filosofi og har den journalistiske tillægsuddannelse. Udover at være Litteratursidens ansigt udadtil, er hun medlem af komitéen for Nordisk Råds litteraturpris og sagkyndig inden for litteratur i Nordisk Kulturfond.

I sin fritid tager hun ofte ud og interviewer forfattere, og Lise Vandborg blander sig gerne i debatten om litteratur og udviklingen på bogmarkedet.

Netop samtalen om litteraturen optager hende meget, fortæller medarbejdere til BogMarkedet. Selv siger hun: “Hvis en bog har fået mig til at se eller erkende noget nyt, spørger jeg tit andre mennesker, om bogen har haft samme betydning for dem. Jeg tror, vores samtaler om litteratur er med til at få bøgerne til at sætte sig bedre fast i erindringen.”

Tre ting om Lise:

  • Hun har blaffet alene gennem Frankrig som 20-årig
  • Havde ikke børn en måned før hun blev 39 – men fik så 3 børn på 2 år
  • Elsker at lave mad med inspiration fra rejser i Asien og Sydeuropa

Lise Vandborg fortæller om sine sommerferieplaner (inkl. litteraturtips) i vores sommerenquete mandag den 9. juli. 

BogMarkedet ønsker tillykke!


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere