Litterære talenter indtog metroen

Vinderne af konkurrencen Metro-Litteratur 2015 blev fejret på Nørreport metrostation i går. 

Mandag blev vinderne af dette års novellekonkurrence Metro-Litteratur kåret på Nørreport metrostation. Ni forfatterspirer og et grafisk talent blev hædret med udgivelse af deres tekster. Konkurrencen er et samarbejde mellem Saxo og Københavns Metro, som for femte år i træk samler talenter, der kan levere læsestof til den offentlige trafik.
Vinderteksterne er udgivet som e-bøger og kan hentes gratis hos Saxo eller ved at scanne QR-koder i Metroen. Målet med konkurrencen er at samle talentmasse, ”eksperimentere med udgivelsesteknologier” samt ikke mindst at tilbyde de rejsende i metroen nogle interessante og gratis læseoplevelser.

3.000 læsere sidste år
”Hele konceptet omkring Metro-Litteratur passer rigtig godt ind på Saxo Publish og også i Saxos generelle strategi om at ’sætte ordet frit’. Det handler om at give nye talenter muligheder for at blive hørt og komme bredere ud. Metro-Litteratur er et skulderklap til talenterne, men også en måde at vise, hvad Saxo Publish-platformen kan bruges til,” siger Mette Jørgensen, Saxo Publish Manager. 
Hun beretter, at teksterne fra konkurrencen sidste år havde i omegnen af 3.000 læsere, som hentede den digitale Metro-litteratur via Saxo.   
Dette års vindere er: ’Øje for øje’ af Christian Holger Pedersen, ’4. th’ af Caroline Stadsbjerg, ’Hundehvalp’ af Marie Bjørn, ’Hurtige hænder’ af Mette-Marie Nørlev, ’Mine liv Dine liv’ af Line Stibinsky, ’Optegnelser’ af Simon Mørch Mechlenburg, ’Regnen falder opad’ af Eva Aagaard, ’Spor’ af Helle Christence Ankerstjerne, ’Stemmer i toget’ af Ursula Scavenius samt Ida Søegren, som har bidraget med grafik.

Banede vej for romandebut
Men konkurrencen kan også være et springbræt til mere. Det skete eksempelvis for Emma Elisabeth Nielsen, som var én af vinderne af Metro-Litteratur i 2011. Hun udkom tidligere i år med sin debutroman ’Den om Richard Lange’ fra Gyldendals forlag. Og i går var hun så at finde som en del af juryen for Metro-Litteratur:
”Metro-Litteratur var på mange måder startskuddet for mig. Dette var første gang, at jeg blev udgivet i et format, der faktisk nåede ud til en virkelig læseskare. Det var meget stort for mig at blive en af de udvalgte, og det var ikke meget længe efter, at jeg stod med et færdigt manuskript, som den dag i dag er blevet min debut. Det gav mig simpelthen blod på tanden,” siger Emma Elisabeth Nielsen.
Dette års vindertekster kan downloades gratis ved at scanne QR-koder på metrostationer frem til udgangen af 2015. Eller find dem her.


Vinderne blev præsenteret på Nørreport metrostation i går. Foto: Saxo  

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere