Litteraturprisernes fest

BogForum er bøgernes fest, men så sandelig også litteraturprisernes. Der bliver uddelt hele seks af slagsen i løbet af arrangementet – BogMarkedet præsenterer dem her i kronologisk rækkefølge.

 BogForums Debutantpris

Scenen, fredag d. 10. november kl. 10.30

Ikke overraskende tildeles Debutantprisen en debuterende forfatter. Det er den eneste pris, der bærer BogForums navn, hvilket er en relativt ny tildragelse. Under skiftende sponsorer har den tidligere heddet BG-Banks Debutantpris og Danske Banks Debutantpris.

Prisen uddeles, traditionen tro, som en del af BogForums 2017’s officielle åbning. Åbningstalen er ved forfatter og professor i almenpsykologi, modtager af Rosenkjærprisen, Svend Brinkmann. Efter talen uddeles Debutantprisen og de medfølgende 50.000 kroner, der også gør den til BogForums næstmest værdifulde pris, rent monetært. De shortlistede til årets pris er:

Johanne Kirstine Fall for Der er altid nogen at befri. Gladiator

Liv Nimand Duvå for Vi er vel helte. Kronstork

Thomas Korsgaard for Hvis der skulle komme et menneske forbi. Lindhardt og Ringhof 

Karen Strandbygaard for Se ikke væk. People's Press

Tine Høeg for Nye rejsende. Rosinante

Modtageren af BogForums Debutantpris 2017 bliver interviewet på BellaScenen senere samme dag, kl. 14.30.

Skriverprisen

BellaScenen, fredag d. 10. november kl. 14.00

Skriverprisen gives for et værk eller forfatterskab, der ”tilgodeser de mange forskellige læsere, som kan have svært ved at tilegne sig en del af den litteratur, der udgives.” Med andre ord er det en formidlingspris til forfattere, der skriver i et let læseligt sprog. Skriverprisen uddeles af Undervisningsministeriet og er opkaldt efter den første modtager, Esther Skriver, der modtog prisen i 1995. Undervisningsminister Merete Riisager overrækker prisen, der er på 25.000 kroner.

Lærebogsprisen

BellaScenen, fredag d. 10. november kl. 17.00

Forlaget Samfundslitteratur uddeler Danmarks største fagbogspris, der teknisk set mest er en konkurrence. Op til BogForum har undervisere og forfattere kunnet indsende ideer til undervisningsmaterialer i synopsis-form, og den bedste af disse ideer præmieres med hele 100.000 kroner, der overrækkes af tidligere klimakommisær og miljøminister Connie Hedegaard.

Årets Forfatter 2017

Plusbogs Stand, fredag d. 10. november kl. 19.00

Netboghandelen Plusbog uddeler sin egen pris til Årets Forfatter, baseret på kundeafstemninger. De fem nominerede er ”valgt på baggrund af deres forfatterskab historisk set, samt ud fra forventninger til en ny titel udkommet i 2017, set fra et folkeligt og kommercielt perspektiv.”

Både Årets Forfatter og DBBA (se herunder) uddeles på et lukket V.I.P.-arrangement på Plusbogs stand (C3-013), der først starter, efter messen er lukket for publikum. Prisen for Årets Forfatter overrækkes af krimiforfatteren Sara Blædel. Udover æren, statuetten og buketten får Årets Forfatter højnet opmærksomhed på plusbog.dk – en interessant og potentielt meget givtig ”præmie”. Nomineringsfeltet bærer præg af prisens folkelige vinkel:

Lars Kjædegaard

Katrine Engberg

Elsebeth Egholm

Svend Brinkmann

Hella Joof

DBBA

Plusbogs Stand, fredag d. 10. november kl. 19.00

Danish Book Blog Award uddeles i år for anden gang. Plusbog udvalgte i september seksten af de bedste danske bog- og litteraturblogs, og boghandelens kunder har siden da stemt fem af disse i finalen. Vinderen kåres ved samme arrangement som Årets Forfatter 2017. Dette er så vidt vides den eneste pris, der hylder de små litteraturblogs, blandt andet på en meget direkte måde med 5000 kroner til at udvide eller stimulere vinderbloggen med, foruden promovering gennem Plusbogs forskellige faciliteter. De nominerede er:

Bibliotekattens Bøger

Bogfidusen

Bogfriisen

Book me up, Scotty!

Vild Med Krimi.

Klods Hans-prisen

BellaScenen, lørdag d. 11. november kl. 16.00

Den danske afdeling af non-profit-organisationen IBBY – International Board on Books for Young People – uddeler Klods Hans-prisen. Det er en traditionsrig uddeling, hvor H. C. Andersen-eventyret, som prisen er opkaldt efter, bliver læst højt, i år af sanger og skuespiller Elisabeth Gjerluff Nielsen. Klods Hans-prisen er en hædersbevisning, der går til en person, virksomhed eller anden entitet, der har gjort noget særligt for børnelitteraturen, og som er blevet uddelt siden 1984. De nominerede offentliggøres ikke på forhånd. Tidligere prismodtagere tæller blandt andre anmelder Steffen Larsen, radioprogrammet Rasmus Radiomus, diverse forlags børne- og ungdomsafdelinger, instruktør Søren Kragh-Jacobsen og TV-koryfæ Jakob Stegelmann.

Prisen skal ikke forveksles med den odenseanske musik- og eventpris af samme navn, der har eksisteret siden 2013.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere