L&R præsenterer superregnskab

De seneste års store omlægninger af forretningen giver nu for alvor udbytte på Lindhardt og Ringhof. En del af fremskridtet skal findes i en stor vækst i salget af e-bøger – som ikke mindst kommer igennem Mofibos succes. 

Som ventet kunne Lindhardt og Ringhof i fredags løfte sløret for et særdeles positivt regnskab. Resultatet er det bedste siden fusionen mellem Lindhardt og Ringhof og Aschehoug i 2007. Årsresultatet for 2014 viser et plus på knapt 12 mio. kroner mod de 10 mio. kroner, som stod på bunlinjen efter 2013.
På trods af det ”let vigende marked” er omsætningen er fra 2013 til 2014 steget fra 339 mio. kr. til ca. 350 mio. kr. Det er man særdeles godt tilfreds med på Danmarks næststørste forlag, og årsresultatet giver samtidig også anledning til at være ret så optimistisk omkring indeværende år.
”Vi ser lyst på 2015, hvor vi har mange stærke titler på vej. Det er også meget positivt at konstatere, at e-bogs-salget er eksploderet. Det gør det muligt at give ældre bøger, som ikke længere optrykkes, et nyt liv, og nu bidrager den digitale omsætning væsentligt til den samlede forretning,” siger Lindhardt og Ringhofs adm. direktør, Lars Boesgaard.
 
Mofibo har øget salget
Det er ikke mindst Mofibos store fremgang, der har bidraget til den stigning i salget af e-bøger, som nu kan konstateres på Lindhardt og Ringhof. På forlaget ønsker man dog ikke at give konkrete tal på, hvor stor stigningen er i forhold til sidste år, eller hvordan salget fordeler sig mellem Mofibo, Storytel og biblioteker:
”Det kan jeg ikke sige noget om, men jeg kan sige, at det er Mofibo, der især har slået igennem. Vi kan mærke, at de har sat ekstra tryk på vores salg af e-bøger,” siger Lars Boesgaard.   
 
Udgivelse af bagkataloget
Torsdag i sidste uge offentliggjorde Gyldendal, at man her har besluttet at fordoble antallet af udgivelser fra bagkataloget som e-bøger til ca. 1.000 udvalgte titler i løbet af 2015. At gøre bagkataloget tilgængeligt som e-bøger er et fokusområde for de fleste danske forlag, og det gælder også på Lindhardt og Ringhof.
”Det har vi været meget optaget af de senere år. Det er en oplagt vej at gå specielt i kraft af de nye streamingtjenester, som har brug for mange bøger. Og i det hele taget har det været forlagenes store opgave at få gjort deres materiale tilgængeligt,” siger Lars Boesgaard.
Han anslår samtidigt, at Lindhardt og Ringhofs udgivelser af bagkataloget som e-bøger i antal godt kan matche den mængde, som Gyldendal har meldt ud, at de planlægger at sende på markedet i 2015.
”Det ligger nok på samme niveau,” slutter Lars Boesgaard.
 

Se Lindhardt og Ringhofs resultater for de seneste tre år her:
 




Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere