Usikkerheden om COVID-19-situationen lægger tågebanker hen over efterårets store bogmesser og litteraturfestivaler. Såvel i udlandet som Bogforum herhjemme..
Allerede inden de vestlige samfund enten blev lagt i karantæne i midten af marts eller oplevede et stort antal dødsofre – eller begge dele – spåede Stephan Grünewald fra det tyske markeds- og medieinstitut Rheingold til Börsenblatt, at bogbranchen ville komme til at glæde sig:
"Im nächsten Jahr wird es einen Heißhunger auf jedwede Großveranstaltung geben."
Ugerne inden så aflysninger af forårets store bogmesser i London og… en trist og velkendt historie.
Krimimessen Horsens blev den første danske messe til at aflyse, hvilket skete et par dage før regeringen sendte store dele af landet i karantæne, men aflysningen faldt, efter faresignalerne var blevet tydelige for alle. Det taler til arrangørernes ære, at de tog den uden tvivl tunge beslutning.
I fredags aflyste festivalen LiteratureXchance, der samler diverse litteraturarrangementer forskellige steder i Aarhus´ bymidte, så årets festival. Den skulle have løbet af stablen i juni måned.
Det bliver næppe den sidste store bog- og litteraturbegivenhed, der aflyser.
Måske flere aflysninger
Søndag udtalte faglig direktør hos Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, til Berlingske, at store kulturbegivenheder sandsynligvis skulle udskydes i hvert fald indtil næste år. Mandag kom en nogenlunde enslydende melding fra Nikolai Bruun, enhedschef i Medicinsk Evaluering & Biostatistik, i Kristeligt Dagblad: En vaccine har lange udsigter.
Udmeldingerne står indtil videre for egen regning og er ikke lig med regeringspåbud eller -opfordringer, men alvorligt lyder det. Og sandsynligt er det, at eksperter i andre lande også deler pessimismen – og at de dystre udsagn sætter sig tunge spor overalt i kulturlivet, inklusive bogbranchen.
Arrangørerne bag årets største begivenhed i bogverdenen – Frankfurter Buchmesse – er stadig usikre på, om messen afholdes som planlagt den 14.-18. oktober, eller om den skal rykkes til et senere tidspunkt. Det kunne Svensk Bokhandel fortælle mandag eftermiddag.
Den svenske Forläggerföreningen har sammen med andre – kunne Svensk Bokhandel ligeledes fortælle – sendt en bekymret skrivelse til arrangørerne af bogmessen i Göteborg, der efter planen skal afholdes i slutningen af september.
Brevet cirkler om det penible spørgsmål: Skal vores medlemsforlag bruge tid, penge og energi på at forberede sig til efterårets messer? Svar udbedes senest i starten af maj.
Bogforum
Arrangørerne af Bogforum - der efter planen skal afholdes medio november - arbejder med flere mulige scenarier, skriver udstillingsleder Andreas Norkild Poulsen i en mail til BogMarkedet.
Han oplyser end videre, at ”Bogforum er i tæt dialog med såvel Danske Forlag som vores messeudvalg, hvor repræsentanter fra både boghandlere, biblioteker, Dansk forfatterforening og Danske Forlag ligeledes er repræsenteret.”
Hvorvidt COVID-19 får betydning for Bogforum eller ej meldes ud, ”når alle aktører er hørt og der foreligger en endelig plan.”
Foto: Fra Bogforum 2019.
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kommentere