Mahognifabrikken

En ikkejubilæumsbog om landets største forlag fortæller om kulturelle skillelinjer og om bogbranchens udvikling. Og om de fascinerende levemennesker ikke mindst.  

En herlig og uimponeret, velskrevet, ofte morsom, bramfri og åbenmundet og -hjertelig ikkejubilæumsbog helt i forlagets ånd. Oplysningstanken væver bagtæppet i forlagets historie. Så langt en hurtig sammenfatning af journalist Pernille Steensgaards fine ‘Selveste Gyldendal - en historie’.

Læseren er i hvert fald overbevist om, at det hænger sådan sammen, når bogens sidste punktum skimtes. Så befinder man sig på side 441 (hertil kommer noter og apparatur), men bogen er ikke en eneste side for lang – snarere for kort (om det i morgendagens essay).                                                                                                                                                                                                                               

Gå ind i mine cirkler

Hovedhistorien foregår fra 1930´erne og frem, men med kortere eller længere tilbageblik på forlagets lange historie. Pernille Steensgaard bygger sin historie om Gyldendal via tre cirkler, der umærkelig flyder ind i hinanden på kryds og tværs.

Cirklerne er samtidig koncentriske med den første – personlighederne – yderst, mens de to andre – forlagets image/mission samt verden udenom, inkl. læserne – fylder omfangsmæssigt mindre og endnu mindre. Denne orden afspejler faktorernes indbyrdes betydning ifølge Pernille Steensgaard: Til en hver tid er det personerne bag, der tegner forlaget.

Læserne møder de driftige (dem er der mange af!), de kvalitetsbevidste (ditto), originalerne (ditto), de dovne (den sidste forlægger i Hegel-familien udmærker sig), de snobbede (en del) og de excentriske – den sidste betegnelse skal i øvrigt forstås så positivt som overhovedet muligt.

Navnene tæller i utilgiveligt kort udvalg: Otto B. Lindhardt, Ole Wivel, Johannes Riis, Søren Gyldendal (født Jensen), Louisiana-grundlægger Knud W. Jensen, Stig Andersen, Simon Pasternak, Mogens Knudsen, Klaus Rifbjerg, Morten Hesseldahl, Peter Nansen, Ingeborg Andersen og så videre og videre – et koncentrat af dansk kulturliv har slidt de samme gulvbrædder i Gyldendals domicil i Klareboderne. 

Og selvfølgelig bliver der plads til anekdoter om bollerum på øverste etage og sekretærer, der tages med skørterne nede på mahogniskrivebordet. Måske Se & hør-sladder for folk med hang til højt lixtal, men ikke kun: Det siger både noget om tidsånden og arbejdspladsens almindelige anseelse som en finkulturel institution, hvor der var status i at arbejde – tænk, at de underbetalte kvinder på arbejdspladsen ville finde sig i det!

Navneopråbet ovenfor antyder, at Pernille Steensgaard fokuserer på skønlitteratur, men sideblik undervejs afslører, at der snildt kunne være fortalt et væld af spændende historier også fra de andre afdelinger i huset.

Og så har vi selvfølgelig de finlitteræres kamp med (eller mod) de forretningsorienterede, børs og katedral hedder modsætningen højtideligt. I dag er det vist kun de færreste, der mener, at den giver mening. 

 

Dans på gelé

Midtercirklen i fortællingen består dels af forlagets image – ”dobbeltbogholderiet” kalder Steensgaard det, hvor skønlitteratur taber på gyngen, hvad ord- og skolebøger har vundet på karusselen.

Dels består midtercirklen af Gyldendals væsen – blandt forfattere set som gammeldags og fisefornemt, men forlaget er ikke desto mindre udstyret med forestilling om et særligt ansvar for at bevare og styrke dansk kultur. Også selvom forlaget er en privat virksomhed med aktionærer, bør man åbenbart udgive tabsgivende bøger med glæde i sindet.

Altså har man det såkaldte mahogniforlag med aktionærer i baggrunden. En ret unik dobbeltrolle, der ikke findes tilsvarende for nogen andre private virksomheder. Man forstår, at det både er en velsignelse og en forbandelse for dem, der til en hver tid har stået i spidsen for forlaget.

Cirklernes underlag er flydende; indimellem ramler de sammen. Som når litterær direktør Johannes Riis er afventende med at kaste sig over krimigenren, mens læserne knuselsker den i sådant omfang, at Gyldendal må bide i æblet og overbevise sig selv om, at krimier skam kan være gode læseoplevelser. Endda i sådan grad, at man opretter en talentopdyrkningsskole for krimiforfattere få år senere.

Alt det udenom

Den sidste cirkel repræsenterer verden udenom Gyldendal, andre forlag, den teknologiske udvikling, og vi hører også (for) lidt om skiftende læserkultur. Tredje koncentriske cirkel bytter plads med den første i bogens sidste tredjedel.

I forlagenes omkreds finder man både konkurrenterne (Lademann og Nordisk Forlag tidligere, Lindhardt og Ringhof, Politikens Forlag og People´sPress i dag) samt de mindre forlag, man overtager af enten altruistiske grunde, eller i hvert fald så rettighederne til udgivne bøger ikke bare ligger og flyder – gerne begge årsager på samme tid. Her finder vi Borgen, Tiderne Skifter, Rosinante&Co. med flere.

Siden Gyldendal indlemmede Rosinante, som det ejede i forvejen, har der fra mange kanter lydt dystre toner om, at forlagets anseelse har lidt ubodelig skade. Dette er symboliseret ved, at en række profilerede skønlitterære forfattere, der førhen udkom hos Rosinante, har fulgt tidligere forlagschef Jacob Søndergaard over til hans nye forlag Gutkind, hvor de vil udkomme fremover.

Kristeligt Dagblad spurgte tre litteraturkendere – Johannes Baun, Lars Handesten og Lars Ringhof – om, hvorvidt de er enig i denne betragtning. Alle tre afviser: Forfatterne fulgte med deres dygtige redaktører, de søgte ikke som sådan væk fra Gyldendal. En pointe helt i Steensgaards ånd.

Undskyld sidespringet!

Den teknologiske side af sagen ændrede læsekulturen af flere omgange og med modsatrettede effekter. I den ene ende har vi paperback-revolution i 1960´erne og de lidt senere bogklubber – der begge gjorde bøger prismæssigt tilgængelige for alle – til den heftige digitale udvikling i de seneste årtier.

Modsat hvad tv og radio i sin tid gjorde, gnavede det digitale tidevand sig dybt ind i forlagets økonomiske kerne: Undervisnings- og især opslagsbøgerne. De trykte bøger blev sjældnere.

De sidstnævnte forsvandt stort set, mens en større og større del af førstnævnte område så dagens lys som digitale slaraffenlande (undervisningsportaler kaldet). – Hvilket naturligvis kunne være fint nok, hvis skolerne så bare ville betale lige så meget for digitale services som for papirbøger. Det var og er ikke tilfældet. Pengene fossede ud af skattekisten. 

Og hermed kommer vi frem til Morten Hesseldahl og den meget omtalte sparekniv. En sparekniv, som har været svunget af mange andre før ham.

Lysten til at satse på det usikre, men spændende, er blevet mindre, forlyder det, og Gyldendals skønlitterære redaktion er ikke længere en rugekasse for debutanter (sidste år udgav de under en håndfuld) – og sådan ser det i øvrigt også ud hos de tre andre store danske forlag.

 

Pernille Steensgaard: ‘Selveste Gyldendal - en historie’, Gyldendal 2020.

Vi fortsætter i morgen med et essay om Gyldendal og Big Data i forlængelse af denne anmeldelse. Et emne, som ikke optræder i bogen, men som bliver mere og mere påtrængende.

 

 

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere