Man kan ikke binde ånd

Dansk Boghandlertidende under censur: Besættelsen 1940-45 Af Knud H. Ditlevsen Besættelsesårene 1940-1945 var en gylden tid for dansk boghandel. Varemangel, mørkelægning, udgangsforbud holdt danskerne hjemme om aftenen. Den store tidsrøver fjernsynet eksisterede ikke endnu, radioen var tysk kontrolleret, aviserne censureret, så der var kun blade og bøger...

Dansk Boghandlertidende under censur: Besættelsen 1940-45

Af Knud H. Ditlevsen

Besættelsesårene 1940-1945 var en gylden tid for dansk boghandel. Varemangel, mørkelægning, udgangsforbud holdt danskerne hjemme om aftenen. Den store tidsrøver fjernsynet eksisterede ikke endnu, radioen var tysk kontrolleret, aviserne censureret, så der var kun blade og bøger tilbage at beskæftige sig med i de lange hjemmeaftener. Nok var der tysk bogcensur, men det var alligevel forbløffende hvor rigt og varieret bogudbuddet var. Kun papirmangelen satte en begrænsning, men på forunderlig vis lykkedes det forlag og udgivere at skaffe papir til mange titler og store oplag, om end papiret ofte var både dyrt og af dårlig kvalitet – det træholdige dominerede. Også i andre brancher var der materialemangel. Grammofonplader eksisterede dengang kun som skrøbelige shellakplader, 78’ere, og pladekøberne måtte, når de ville købe en ny plade, aflevere en gammel. Så galt gik det ikke med bøgerne – og det ville jo nok også have været lidt indviklet med bøger i forskellig størrelse, sidetal, udstyr etc.

Legale og illegale bøger
Dansk Boghandlertidende mærkede naturligvis også, at fremmede var herrer i landet.
Ikke blot i form af hastig fraflytten af lokalerne (se artiklen om Boghandlernes Hus s. 36), men også i form af den censur, som udøvedes over for alle medier.
Censuren formidledes gennem Udenrigsministeriet og blev udøvet med stor balancekunst af dets kontorchef Karl J. Eskelund. Han formåede at skabe en vis frihed både for teatret, filmen, radioen og ikke mindst for bøgerne. En frihed, der måske bestod af en blanding af tyskernes manglende sans for underfundighederne i det danske sprog og deres ønske om at lade Danmark fremstå som et mønsterprotektorat. Et typisk eksempel er den vise med tekst af Poul Henningsen som Liva Weel (i Kjeld Abells Dyveke) til Kai Normann Andersens kongeniale melodi foredrog over 400 gange til tilskuernes indforståede fryd: Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd. Tyskerne troede, det var en kærlighedssang.
Man kan ikke binde ånd. Besættelsesmagten kunne i hvert fald ikke binde hverken forfattere, forlag eller boghandlere, der fandt mange veje til at omgå censurbegrænsningerne. Nuvel, bøger blev forbudt, men illegale forlag og udgivelser florerede. Mange boglader havde disse bøger under disken. Det blev sommetider opdaget, og fx blev forlagsboghandler Einar Haase og to af hans medarbejdere arresteret ved en razzia i firmaets boglade den 25. februar 1944. Andre boghandlere, der blev fængslet, var Børge Boesen og Mogens Staffeldt. Også den fremtrædende forlægger, lederen af Schønbergske Forlag E.F.W. Bierberg, kaldet Freddie Bierberg, blev anholdt og ført til koncentrationslejr i Tyskland, hvor han døde den 3. december 1944. Andre aktive forlæggere i modstandsbevægelsen var Henning Branner og Hans Reitzel. Af bøger der blev forbudt og beslaglagt, var Soyas En Gæst og Kaj Munks Niels Ebbesen. Andre Kaj Munk-bøger udkom illegalt. Det samme gælder en af tidens mest læste bøger John Steinbecks Månen er skjult.
Det Kongelige Bibliotek registrerede efter krigens ophør, at der under besættelsen blev udgivet 298 forskellige illegale bøger og pjecer i 468 udgaver.

Mange nye forlag
Men forunderligt var det alligevel, hvad der under disse forhold kunne udkomme både af dansk og udenlandsk litteratur. Besættelsesmagten dekreterede nok visse restriktioner. Bl.a. skulle der være balance i antallet af engelsk-amerikanske og tyske udgivelser. Russiske, engelske og amerikanske bøger fra før 1. verdenskrig kunne udgives frit, mens der forlangtes godkendelse af bøger fra efter 1918, og samtidig skulle der udsendes et lignende antal tyske, italienske eller japanske titler. Forlæggerne var imidlertid ret opfindsomme og fandt mange gamle, uskyldige tyske klassikere. Censurrestriktionerne blev i det hele taget behændigt omgået.
Bøger var en efterspurgt og ikke rationeret vare. Det lokkede selvfølgelig mange folk ind i branchen, og mange nye forlag dukkede op i disse år. Carit Andersen, Athenæum, Thorkild Beck, Westermann, Eiler Wangel for blot at nævne nogle få.
Desværre fik ikke alle nogen lang levetid, men Forlæggerforeningen kunne dog i 1947 optage hele 11 nye medlemmer.
Forlagsannoncerne i Dansk Boghandlertidende afspejlede på mange måder denne udvikling og fortalte også, hvordan forlagene søgte at afbalancere de tyske ligevægts-krav. Et typisk eksempel er en annonce fra Carit Andersens Forlag i nummeret fra 22. august 1941. Her annonceres seks titler – en norsk, en rumænsk, en fransk: Saint-Exupérys Postflyveren, en amerikansk gangsterroman, en tysk: Manfred Hausmanns Lampioon og endelig danske Soyas En Gæst. Den sidste blev forbudt og bragte forfatteren i fængsel.

Nationale værker og bestsellere
To udgivelsesformer prægede bogmarkedet i besættelsesårene. Nationale udgivelser, gerne som store værker – og populære forfattere i enorme oplag. 50.000 eksemplarer nåede man ofte op på – og over 100.000 forekom ikke sjældent. Jo, det var bestsellernes tid.
9. April skildret i Breve fra danske Soldater, samlet og udgivet af Arne Stevns var en af de nationale udgivelser, der stod i ethvert dansk hjem. Den udkom på Steen Hasselbalchs Forlag allerede kort efter den tragiske dato og blev i udgivelsesåret – som jo faktisk kun var et halvt år – solgt i 91.000 eksemplarer. En anden stor succes i den nationale genre var Kaj Munks erindringsbog Foraaret saa sagte kommer fra 1942, som det nystartede Westermanns Forlag udsendte i over 100.000 eksemplarer. Samme forlag nåede i øvrigt også store oplagstal – 125.000 – på en oversættelse af amerikaneren Lloyd C. Douglas – men jeg så ham dø. Andre store succeser fra den tid var englænderen Richard Llewellyns Grøn var min Barndoms Dal, udgivet af Haase, og amerikaneren Frank G. Slaughters Ingen må dø, der kom hos Povl Branner. Samme Branner havde også store salgstal, over 100.000, på den meget britiske Eric Knights krigsroman Men dette frem for alt. Til tyskernes store irritation blev denne roman kraftigt dagblads-annonceret, og de forlangte at »nu maatte denne Annoncering enten ophøre eller “afbalanceres” med Annoncer i samme Størrelse og paa samme Side – bare i det modsatte Hjørne – om en tysk Bog«. Det efterkom man nogle dage efter i Politiken. I venstre spalte på avisens kronikside stod den kendte annonce fra Branners Forlag om Eric Knights bog – i højre spalte en tilsvarende annonce fra Schultz Forlag, der i neutrale vendinger gjorde opmærksom på, at Goethes klassiske Faust i P. Hansens oversættelse stadig kunne fås i alle boglader.
Den store læselyst gjorde også udsendelse mulig af større nationale værker som Dansk Kultur gennem halvandethundrede Aar fra Hirschsprung, og Hasselbalchs Dansk Daad. Endvidere blev en lang række udenlandske kvalitetsforfattere, som der ikke tidligere havde været marked for, oversat og udgivet – virkelig en stjernerække: i den anglosaksiske afdeling Ernest Hemingway, William Faulkner, Erskine Caldwell, Evelyn Waugh, James Joyce – og franske som Anatole France, André Gide, Balsac, Rabelais og ikke mindst den frimodige Colette, der blev en helt kultfigur, og hvis bøger kom på flere danske forlag.
Papirrationeringen satte dog grænser for det samlede tal af udgivne titler. I 1941 blev der således i Danmark udgivet 2.335 titler, i 1942: 2.681, i 1943: 2.821, i 1944: 2.958 – faktisk ikke flere titler, end der udkom i begyndelsen af 1930’erne. Men i 1945, fredsåret, en stigning til 3.351, og i 1948 et fantastisk spring op til 4.825 titler. Derefter fladede det ud igen.

Tyske fremstød
Boghandlertidende blev i hele besættelsestiden redigeret af Michael H. Jensen, der også var sekretær (svarende til direktør i dag) i Forlæggerforeningen. Ligesom i andre fagblade og dagspressen kunne man ikke i Boghandlertidende skrive lige hvad man ønskede, men måtte mere eller mindre indpakket få relevante oplysninger ud. Der var også et vist tysk pres for at få tysk nazi-litteratur lanceret, og Boghandlertidende måtte optage annoncer, der ikke just var redaktørens kop te. I København etablerede tyskerne hurtigt efter besættelsen Tysk Boghandel i Frederiksberggade, der forgæves søgte antagelse som rabatberettiget boghandel. Der blev også oprettet en Tysk-Dansk Bogcentral, som havde til opgave at sende kataloger og boglister til boghandlerne og formidle salget af oversættelsesrettigheder fra tysk til dansk og omvendt.
I november 1941 samlede Dansk Bogtjeneste hele branchen til et stort arrangement Den danske Bogs Uge med bl.a. en stor fest i KB-Hallen under overværelse af kongeparret, og med deltagelse af forfattere som Kjeld Abell, Tom Kristensen, Kaj Munk og Jacob Paludan. De danske nazister forsøgte at udnytte bogugen med et tilsvarende arrangement i Koncertpalæets store sal. De danske nazisters partifører Fritz Clausen talte og medvirkende forfattere var Knud Nordentoft, Harald Tandrup og Svend Fleuron. Aftenen sluttede med afsyngelsen af Kong Christian stod ...
En af de ivrigste tysksindede annoncører i Boghandler-tidende var en herre ved navn Arent Lemvigh-Müller, der både drev Dansk-Tysk Nationalsocialistisk Forlag og en tysk bogimport. Men han kæmpede med leveringsvanskeligheder. I en annonce i 1942 måtte han meddele de kunder, der hungrede efter tysk litteratur: » – Paa Grund af de vanskelige Leveringsforhold i Tyskland er mit Lager af ovennævnte og andre tyske Bøger stærkt begrænset, hvorfor jeg tillader mig at henstille til Boghandlerne allerede nu at afgive Bestillinger, da det sandsynligvis vil være umuligt at faa flere Bøger senere paa Aaret.«
Men freden kom 5. maj 1945, og allerede i de første numre i maj bragte Michael H. Jensen udførlige beretninger om begivenheder i de fem lange år, som det ikke tidligere havde været muligt at fortælle. Michael H. Jensen levede i det hele taget både i de fem lange besættelsesår og under mere normale forhold op til den målsætning, som må være enhver branchebladsredaktørs: efter bedste evne at orientere sine læsere om stort og småt i faget.

Nr. 16/Jubilæumsudgave 2004

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere