Man skal være mundret

Da Ole Steen Hansen startede med at oversætte tegneserier for 40 år siden, ville han introducere mere avancerede tegneserier i Danmark, end man kendte. Siden er det blevet til et hav af oversættelser, herunder over 100 romaner.

Ole Steen Hansen har oversat tegneserier i 40 år. Han har oversat nogle af de største tegneserier, blandt andet oversat Doonesbury, Lucky Luke og Splint & Co. 

Han har arbejdet som redaktør på Carlsen Comics, været med til at starte forlaget Bogfabrikken, været fast oversætter på bladet Basserne fra 1997 til 2007 og været redaktør, oversætter og indtil digitaliseringen også tekster på Ekstra Bladets striber fra 1995 til 2009. 

Oveni kommer, at Ole Steen Hansen har oversat over 100 romaner, heriblandt ungdomsserien Eragon og adskillige bøger af P.D. James og Philip Kerr.

Det er med andre ord en yderst erfaren herre, BogMarkedet har haft i røret.

 

Vil du begynde med at fortælle om, hvordan du kom i gang med arbejdet som oversætter?

“Mens jeg læste fransk på universitetet i København, fik jeg tildelt den franske stats legat, som er et års universitetsophold i Frankrig, hvilket endte med at blive i Montpellier.

Der opdagede jeg, at der var temmelig avancerede titler på markedet, som vi slet ikke kendte i Danmark. Min ballast var jo ellers bare Anders And-bladet og så Tintin, som en gymnasiekammerat introducerede mig for. Tintin fik mig hooked på tegneseriealbums.

Da jeg vendte tilbage efter opholdet i Frankrig, henvendte jeg mig til Carlsen for at foreslå nogle titler, selvfølgelig med mig selv som oversætter. Der gik lige godt et halvt år, hvorefter de svarede, at de var ikke interesseret i de titler, som jeg havde fundet, da de var alt for avancerede på det tidspunkt.

Men jeg blev adspurgt, om jeg ville påtage mig nogle andre oversættelser og det ville jeg selvfølgelig gerne. Så det var på den måde, det kom i gang.

Så skete det nogle år senere hverken værre eller bedre, end at Jens Peder Agger, redaktøren på Carlsen Comics på daværende tidspunkt, stoppede, og jeg fik tilbudt hans stilling.

Så gik der et par år, hvorefter han ringede til mig og foreslog, at vi skulle slå os sammen og starte et nyt forlag. Det gjorde vi så, med Stina Olsson – som var min produktionschef – med som tredje part. Så kastede vi os ud i det.

På det tidspunkt havde jeg fast arbejde på flere forlag med oversættelser, både med tegneserier, men også senere romaner, fagbøger, skolebøger og så videre.”

 

Hvad med selve oversættelsesprocessen, hvordan griber du det an, når du skal oversætte et værk?

“Så læser jeg det først igennem og prøver at vurdere, hvor svær den her opgave er, hvad man skal tage hensyn til, og hvad skal man undersøge, før man kan oversætte.

Da jeg startede i sin tid, var der jo ikke noget internet eller Google. Man skulle jo samle spørgsmål sammen, så man kunne køre på biblioteket og slå alting op. Det er blevet noget nemmere i dag. Men ellers så er det jo bare at starte i den ene ende og så køre det igennem.

Jeg har en tidligere bekendt, som var brandmand, men havde bijob som skovhugger. Og han spurgte mig engang: ‘Når du sidder der med en roman på 500 sider, hvordan i alverden kan du overskue det?’

Så måtte jeg jo sige til ham, at det er på samme måde, som hvis han får besked på at fælde en skov. Så starter man i et hjørne og bliver ved, indtil man er færdig.

Solidt, vedvarende arbejde.”

 

Du har oversat adskillige bøger og tegneserier. Kan du fortælle noget om forskellene på de to medier?

“For det første er tegneserier jo næsten udelukkende dialog. Det vil sige, at man skal være mundret. Det må man selvfølgelig også gerne være, når der er replikker i en roman. Det skulle jo gerne klinge dansk.

Og så er der også det ved det, at i tegneserien er man jo begrænset af boblens størrelse. Man er nødt til at udtrykke sig så klart og kortfattet, at replikken kan være i boblen. Der er man mere frit stillet som romanoversætter.

Nogle gange bliver det ikke så mundret, som man måske kunne ønske, fordi der ikke er plads til det i boblen, som replikken egentlig burde lyde som.”

 

Du har også oversat en hel del af striberne for Ekstra Bladet og Basserne i mange år. Hvad med forskellen mellem at oversætte striber kontra album?

“Der skal jo være en pointe i sidste rude af hver stribe. Og det kan selvfølgelig skabe nogle kvaler.

Med hensyn til Ekstra Bladet, der var det mig selv, der redigerede siderne. Det vil sige, at jeg havde mulighed for at sige: ’Den her stribe, den kan ikke oversættes. Så den kan jeg springe over.’ 

Ellers skulle jeg til at lave fodnoter, og det er ikke noget, jeg bryder ret meget om. Forklarende instrukser i, hvad man skal grine af, er ikke så godt.

Med Basserne var det lidt anderledes, fordi det forelå i fuld færdig form. Jeg skulle bare oversætte. Og der var ovenikøbet tale om en samproduktion med Danmark, Sverige og Norge, så der var ikke nogen mulighed for at udelade noget.

Der blev vi nogle gange nødt til at lave nogle fodnoter, hvor vi lod teksten stå på amerikansk og så forklarede i en fodnote og dermed hjalp læseren.”

 

Du nævner, at du fik din start, fordi der var franske albums, du gerne ville se på dansk, men du har også oversat en del fra engelsk. Er der nogen særlig forskel, du tænker over, når du oversætter fra de to sprog?

“Ikke rigtigt. Jeg har vænnet mig til at springe fra det ene til det andet. De måneder, som det tager at oversætte en roman af Philip Kerr eller P.D. James, skal jeg også oversætte nogle tegneserier fra fransk eller i sin tid også nogle striber til Ekstra Bladet og Basserne.”

 

Hvilket værk ville du allerhelst oversætte, hvis du selv kunne vælge frit fra hylderne?

“Jeg har jo fået lov at oversætte netop både Philip Kerr og P.D. James. Og det har jeg været rigtig glad for.

Jeg troede jo, at den hellige grav var velforvaret. At der var faste oversættere, men en dag ringede de fra Modtryk og fortalte, at de var nødt til at afbryde samarbejdet med den oversætter, de har brugt de første fem bind af Kerrs romanserie ‘Berlin noir’. De spurgte, om jeg ville overtage. Jeg kunne jo næsten ikke få armene ned!

Jeg kendte udmærket de fem bind og har læst dem gang på gang, så det var rigtig fint.

Og P.D. James foregik på nogenlunde samme måde. Jeg tror nok, at omstændighederne var lidt mere tragiske, fordi den forrige oversætter døde. Men jeg fik da lov at oversætte de sidste tre bøger, hun skrev.

Og så havde jeg ovenikøbet den fornøjelse at blive invitereret med til bords, da hun var på promotion-tur i Skandinavien. Så jeg havde P.D. James med til bords. Det var jo en helt særlig oplevelse. En rigtig skarp, ældre dame, som var kvik i replikken og ikke lagde skjul på sine præferencer.

Da hun fortalte, at hun var i gang med, hvad hun mente skulle være den sidste roman i serien, var jeg jo selvfølgelig også nødt til at spørge, om hun da ikke havde lyst til at skrive en til.

‘Jo …’ siger hun så. ‘Jeg tror da også, jeg har en idé til den, men nu er jeg er altså i slutningen af 80’erne, så det kunne jo godt være, jeg gik hen og døde midt i det hele, og det ville jeg ikke kunne tilgive mig selv.’

Det var en underholdende og mindeværdig middag.”

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere