Martin Bastkjær bliver redaktør på Gutkind

Den 10. august tiltræder Martin Bastkjær som redaktør på forlaget Gutkind.

"Det er efterhånden mest almindeligt at rekruttere redaktører fra konkurrerende forlag. Martin Bastkjær kommer ikke fra en stilling i forlagsbranchen, han har derimod høstet sine erfaringer som forfatter og konsulent og som kritiker, og så har han et frisk og alsidigt blik på litteraturen og den litterære offentlighed.

Vi glæder os meget til at få glæde af Martins særlige grundighed, viden og engagement i arbejdet med Gutkinds program,” siger direktør Jacob Søndergaard.

Martin Bastkjær (f. 1987) er uddannet på Forfatterskolen i 2013 og debuterede i 2015 med romanen 'Det nye hav' (Forlaget Arena). Siden 2015 har han desuden anmeldt bøger ved Dagbladet Information.

Han har udgivet tekster i tidsskrifterne Hvedekorn, Standart og Trappe Tusind, samt i antologierne 'FS 25 – Forfatterskolens 25-års jubilæumsskrift' og Forfatterskolens afgangsantologi 2013. I 2018 udgav han 'De andres geometri', en essaysamling om dansk og norsk litteratur.    

Martin Bastkjær udtaler:

"Gutkind har på imponerende kort tid formået at skabe et fremadstormende forlag med nogle af de mest interessante forfattere i dansk litteratur. Forlagsbranchen befinder sig i en voldsomt spændende overgangsperiode, hvor både markedsvilkår og læsevaner ændrer sig. Det glæder jeg mig til både at favne og præge gennem bøger, som vækker nysgerrighed, overrasker og engagerer – uanset om det er etablerede bestsellerforfattere eller nye talenter.

Jeg ser frem til at blive en del af et stærkt hold og bidrage til at etablere Gutkind som et alsidigt, visionært og internationalt forlag."

---

Foto: Rasmus Palle Jepsen.

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere