Masser af Busser

Forlægger Carit Andersen havde i 1950’erne og 1960’erne stor succes med sine Omnibusbøger. Antologier med både skønlitterære og kulturlitterære tekster inden for en lang række områder– Af Knud H. DitlevsenFor 50 år siden, i 1952, udkom det første bind i en helt usædvanlig dansk bogserie – udsendt af en ikke helt almindelig dansk forlægger, Poul Carit...

Forlægger Carit Andersen havde i 1950’erne og 1960’erne stor succes med sine Omnibusbøger. Antologier med både skønlitterære og kulturlitterære tekster inden for en lang række områder

– Af Knud H. Ditlevsen

For 50 år siden, i 1952, udkom det første bind i en helt usædvanlig dansk bogserie – udsendt af en ikke helt almindelig dansk forlægger, Poul Carit Andersen. Omnibusbøgerne kaldte han serien efter udenlandsk forbillede. Det bemærkelsesværdige ved serien var, at den gennemhullede et dogme i dansk boghandel – at noveller i bogform ikke kan sælges. Et dogme, der vist eksisterer endnu i dag.

Bare det er noget med busser, så går det
De danske Omnibusbøger kom til verden ved et tilfælde. I et interview i Bogmarkedet nr. 48, 1957 i anledning af udgivelsen af Omnibusbog nr. 25 fortæller Carit Andersen, at han i syv år havde haft et manuskript liggende, før han i 1952 fik mod til at udgive det. Det var en novelleantologi, der hed ‘Humor fra hele verden’. Den blev mod forventning en stor succes – og som det ofte går med bogudgivelser: den ene idé føder den anden. Omnibusserien blev kreeret – i 1953 kom der to bind, i 1954 tre, i 1955 fire, og i 1957 hele ti, så man nåede op på 25 bind. Og i løbet af de næste halve snes år formelig sprøjtede Carit Andersens Forlag Omnibusbøger ud, så man kom op på næsten 150 titler. En brødartikel var skabt for forlaget og for boghandlerne. »Bare det er noget med busser, så går det,« skrev Godfred Hartmann lidt misundeligt i 1960 i en 50-års fødselsdagshilsen til Carit A. I øvrigt samme år som Omnibusbog nr. 50 udkom.

Hvad er en Omnibusbog?
Omnibus betyder for alle. En omnibus er en rutebil for alle. Man kender også begrebet omnibusaviser – det bredt dækkende dagblad. Så hvorfor ikke Omnibusbøger. Både sprogligt og betydningsmæssigt en god titel for en bogserie. Opskriften på Carit Andersens Omnibusbøger var enkel og ligetil. Til et bredt formuleret emne lod han en kyndig – eller to – udvælge relevante historier og noveller, der blev sat sammen i en skønsom blanding til en bog på 3-400 sider. Eventuelt, men ikke altid, med en indledning til emnet. Nogle bind blev illustreret med tegninger, andre ikke. Og det hele blev så serveret i den Omnibusbog-indpakning, der viste sig at have stor salgsmæssig betydning. Formatet var stort: 22 x 15 cm. Papiret som regel det lette, porøse, men tykke featherweight. Og omslaget det karakteristiske typografiske med Paul Høyrups særegne skrifttype, som kendetegnede hele serien.
Paul Høyrup var en af den tids bedste tegnere og grafikere. Alle titler fandtes både hæftet og indbundet – de sidste i et kraftigt helshirtingsbind med smudsomslag. Og priserne var gennem mange år standardiserede til kr. 19,50 for de hæftede og 28,50 for de store 3-400 siders bøger. Der eksisterede også nogle tyndere Omnibusbøger på 200-250 sider til hhv. 14,75 for de hæftede og 19,50 for de indbundne.
Hele dette koncept ramte simpelthen plet. Indhold – selv om det ‘kun’ bestod af noveller og korte fortællinger – omfang, udstyr, pris – det hele tiltalte køberne – både dem, der købte en Omnibusbog til sig selv, og de mange der brugte dem som gavebøger. Oplagsstørrelserne opgav Carit Andersen i det tidligere omtalte interview i 1957 til at ligge mellem 4.000 oog 12.000 eksemplarer, og de første 25 titler var dengang tilsammen trykt i langt over 100.000 eksemplarer.

Mændene bag Omnibusserne
Til at redigere og udvælge teksterne til de efterhånden mange Omnibusbøger havde Carit Andersen tilknyttet en fast stab af freelancere. Først og fremmest Mogens Knudsen og Orla Lundbo. De to stod for langt de fleste af især de tidlige Omnibus-bøger. Mogens Knudsen var dengang ved litteraturredaktionen i Danmarks Radio og blev som bekendt senere litterær direktør hos Gyldendal.
Jacob Paludan-kenderen Orla Lundbo var progressiv skoleinspektør ved Katrinedalsskolen i Valby, men dyrkede ved siden af et litteraturhistorisk forfatterskab og redigeringsarbejde. Bl.a. den til undervisningsbrug meget anvendte antologi ‘Dansk Nutidsdigtning’ (udsendt af Gjellerup). Andre medarbejdere ved Omnibusserne var den jyske litterære gigant Jens Kruuse, kriminaleksperten Tage la Cour, oversætteren og jazzkenderen Kurt Kreutzfeld og skolemanden Hans Røpke, der først og fremmest tog sig af de børne- og ungdomsbøger, der blev en vigtig del af Omnibusserien. Carl Johan Elmquist og Aage Marcus optrådte også som omnibusredaktører ligesom Vagn Grosen, den senere udlandsredaktør hos Gyldendal.

Emner fra hele verden
Emnerne, som Omnibusserne opbyggedes omkring, var i sandhed mangfoldige. Der blev ligefrem skabt serier i serien. Blandt andet et stort antal Humor-titler. ‘Humor fra England’, ‘Humor fra Frankrig’ – fra Amerika, fra Danmark osv.«. Alle disse bind var illustreret af de bedste danske tegnere: Paul Høyrup, Bo Bojesen, Henning Gantriis, Preben Zahle, Jørgen Mogensen m. fl.
Dansk litteratur havde naturligvis en fremtrædende plads. Der udkom Omnibusser med Danske Arbejderfortællinger, Bondefortællinger, Folkelige Fortællere, Soldaterfortællinger, Fiskerfortællinger, Jyske Fortællere, og bind om Besættelsen og Dansk Natur, ligesom de enkelte lands- dele blev skildret af danske forfattere – Fyn, Jylland, Sjælland, København. Der var også en gruppe Omnibusser opbygget om enkelte forfatterskaber, fx: Herman Bang, Gustav Wied, Agatha Christie, Chesterton, Conan Doyle, Gogol, Jerome, Somerset Maugham, Poe, Simenon (tre bind) Mark Twain (også tre bind), Tjekhov, Wodehouse, Voltaire og naturligvis short storyens to mestre O. Henry og Guy de Maupassant. Endvidere antologier om enkelte emner: Spøgelser, Dyr, Hunde, De syv Have, Flyvere, Jazz, Jul, Kærlighed, Detektiver, Spioner osv. osv. Jo, listen over Omnibusudgivelser var omfattende. Og som før nævnt kom der også en hel del Omnibusser specielt for børn og unge, heriblandt en del ungpigebøger. Og endelig forsøgte Carit Andersen at ride med på billigbogsbølgen med nogle Lommebusbøger.
Runde tal blev tilbørligt fejret. Omnibus nr. 25 hed ‘Det bedste de skrev – Højdepunkter i vor tids danske litteraturarv’. Redigeret og indledt af Orla Lundbo.
Nr. 50 var også med danske forfattere: ‘Unge danske Fortællere’. Redigeret af Mogens Knudsen og Orla Lundbo med forord af Jens Kruuse. Og nr. 100 hed ‘Gyldne Laurbær’ redigeret af Ole Wivel.

Den egensindige forlægger
Manden bag det hele, forlæggeren Poul Carit Andersen, var helt sin egen. Ofte i konflikt med sine kolleger i Forlæggerforeningen, men også generøs, idérig og glad forfængelig – et festmenneske. Hans bøger skulle fremtræde smukke og indbydende. Han udgav flotte illustrerede rejsebøger, bl.a. tegneren Ebbe Sadolins skitseformede serie ‘Vandringer i … ’. Der kom et stort antal Storm P.-bøger, såvel som mange Palle Lauring-udgivelser. Også skønlitteratur af høj kvalitet fra mange lande stod på forlagslisten. Og i rækken af krimilitteratur ikke mindst Simenons.
Carit A. havde sine principper. Således stod der aldrig trykkeår i hans forlags bøger – ud fra den ikke helt urigtige tankegang, at bøgerne derved ikke blev så hurtigt forældede. Dog – ingen regel uden undtagelse – i mit eksemplar af ‘Historier fra Danmarks Besættelse’ står der pludselig på kolofonsiden (som ellers normalt er blank i Carit A.’s bøger): 1. oplag oktober 1960 – 2. oplag maj 1961. Indholdsfortegnelserne i Omnibusbøgerne stod bagest i bogen. Disse indholdsfortegnelser var i de første Omnibusser meget lidt oplysende, men efterhånden kom der styr på det, og alle noveller blev forsynet med relevant proveniens.
Carit A.’s mangeårige medarbejder Claus Brøndsted har i en portrætartikel her i Bogmarkedet (nr. 23, 1999) bl.a. karakteriseret ham således: »Carit Andersen havde ikke nogen sikker litterær vurdering og holdt sig derfor til de sikre navne, der efterhånden døde ud. Dernæst havde han ingen økonomisk indsigt, og i grunden tror jeg ikke, det interesserede ham (…) Han var et meget ambitiøst menneske og befandt sig ikke bedre end ved de stort anlagte receptioner og ved at se berømte forfattere omkring sig.«
Ja, grundlaget begyndte at smuldre, både økonomisk og idémæssigt. Omnibus-konceptet var efterhånden udpint til det yderste. Omnibusserne kørte i garage og blev der. I 1970 måtte Carit A. forlade forlaget. Han tog sit navn med og forlaget blev ført videre under navnet Forum – fra 1975 ejet af Gyldendal. Carit Andersen døde i 1982, 72 år.

Omnibusser i dag?
Man kan spørge: kunne en serie som Omnibusserien lanceres med held i dag?
Svaret flagrer i vinden. Der er gennem årene kommet enkelte serier, der lignede den. Bl.a. udsendte Lademann – der heller ikke ynder trykkeår i bøgerne – en antologiserie med fortællinger, redigeret af Ole Storm. Og Claus Brøndsted udgav med held hos Forum sidst i 70’erne og først i 80’erne en serie i ens udstyr men uden serienavn, der på mange måder videreførte omnibustanken – bl.a. jagtfortællinger, lystfiskerfortællinger, erotiske fortællinger, to bind jyske fortællinger, to bind om berømte fund fra hhv. Danmarks oldtid og vikingetiden – og flere andre emner.
Men Omnibusser i 2000-tallet? Som bekendt er busdrift i dag en vanskelig affære.
Det gælder nok også bogbusser. Og dogmet om novellelæsning eksisterer utvivlsomt stadig. Der er således al mulig grund til at kippe med flaget for Carit Andersen, der for 50 år siden imødegik dogmet og med novelleantologierne Omnibusbøgerne skabte en seriesucces uden sidestykke i dansk forlagshistorie.
(Bogmarkedet nr. 40 - 2002)

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere