Meget fungerer rigtig godt

Lillehammer forvandles i slutningen af maj til et mekka for litteraturfans. Naturligvis var redaktøren for de norske bogbranchemagasiner Bok & samfunn og Bok365, Vebjørn Rogne, til stede. Han fortæller om den seneste udvikling i den norske bogbranche.

Sent onsdag eftermiddag blev det tid til en afslappende kop kaffe med Vebjørn Rogne, redaktør for bogmagasinet Bok & samfunn og websiden Bok365, efter en lang dag med spændende forlæggerseminar og tankevækkende panelsamtaler med primært forfattere.

Caféen, vi mødtes på, er et af flere mødesteder for den norske bogbranche, i hvert fald hilste Vebjørn Rogne undervejs på en masse forfattere, agenter og forlagsfolk.

Anledningen bød sig til at stille ham nogle spørgsmål.

 

Hvad er status for den norske bogbranche, ganske kort?

”Det er et stort spørgsmål, og billedet er sammensat. Det er på den ene side en branche, hvor meget fungerer rigtig godt. Den er omgivet af et omfattende system i forhold til de fleste andre lande med mange støtteinstitutioner og -ordninger til for eksempel biblioteksindkøb af bøger, abonnementsordninger for boghandlere og så videre.

I det store hele har vi dog de samme udfordringer, man ser mange andre steder. Efter en række år med stabilt bogsalg oplever vi, at omsætningen er for nedadgående. Streaming af lydbøger erobrer dele af markedet for trykte bøger. Dette betyder en reduceret omsætning, men det betyder ikke nødvendigvis, at totalkonsumet af litteratur går ned.

Lydbøgerne kompenserer for over halvdelen af den tabte omsætning i 2019, som distributørerne opregner til næsten 14 % i foråret 2019 for bøger til generelt konsum. Når man inddrager streamingtjenesterne (Storytel og Fabel), halveres nedgangen ifølge tallene fra Forleggerforeningen.

Boghandlerne hævder på sin side, at nedgangen i salg over disken ‘kun’ er på tre-fire procent indtil nu i 2019, og at faldet hos distributørerne skyldes, at boghandlerne udviser større forsigtighed i deres indkøb.

Der er stor optimisme vedrørende eksport af norsk litteratur, da Norge er æresgæst ved bogmessen i Frankfurt. Norla (den norske pendant til Statens Kunstfond, red.) støtter i disse år langt flere oversættelser fra norsk, end de plejer.

I det hele taget har mange beskrevet de sidste 10-20 år som en ny norsk Guldalder i litteraturen. I løbet af denne periode har de udenlandske bogmarkeder i stigende grad fået øje på os.”

 

Nu sidder vi her i Lillehammer, så det er oplagt at spørge: Har du haft en god festival?

”Ja! Det har været en fin festival. Jeg er kommet her i en årrække, tidligere arbejdede jeg i forlagsbranchen. Det er altid hyggeligt at komme her. Programmet er godt, så kompakt som det kan blive.

I en mellemstor by som Lillehammer invaderer forfattere og debattører gaderne. Jeg skal ikke gå mange meter, før jeg møder forfattere eller kendte ansigter fra forlagsbranchen.

Man har faktisk et luksusproblem, hvor du er nødsaget til brutalt at udvælge, hvad du skal se. Ofte er der to-tre arrangementer på samme tid, hvor man gerne vil være flere steder på én gang.”

 

Du har i dag fulgt en foredragsrække om litteraturkritik arrangeret af Kritikerlaget. Er dagens litteraturkritikere dygtige nok, synes du – lever de op til deres opgave?

”Det synes jeg, de gør. Bekymringerne i kritikerbranchen går mere på rammebetingelse, altså at der skæres ned på avisernes kulturredaktioner og kulturkritik generelt – ligesom i mange andre lande.

Bekymringerne går ikke som sådan på kvaliteten.”  

 

BogMarkedet ophørte for en håndfuld år siden med at udkomme som et trykt magasin. Findes Bok & samfunn stadig i papirformat om – lad os sige – fem år?

”Det er et godt spørgsmål. Vi vil forsøge at holde det i live så længe som muligt, men det er klart, at det er en udfordring i en tid, hvor salget af trykte aviser og magasiner styrtdykker.

Bok & samfunn er i år udkommet i 140 år. Det er lidt ligesom med familiegården; man vil nødig være den, der slukker lyset sidste gang. Men det bliver, som det bliver.

Bok & samfunns overlevelse er i sidste ende et spørgsmål om, hvorvidt bogbranchen vil have os. Vil de det, så er vi der, og vil de ikke, vil vi ikke påtvinge nogen det.

Uanset er vores læsertal på nettet (BOK365) flotte, og de stiger til stadighed.”

Foto: Christen Bonde.

Rejse og ophold til Norsk Litteraturfestival i Lillehammer blev støttet af NORLA og den norske ambassade i København.                                


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere