Michael Haase, 50 år

Indehaveren af et af Danmarks ældste, selvstændige kvalitetsforlag, Michael Haase, fylder 50 den 4. november, og det er værd at markere.Ingen af de såkaldt små forlæggere har gjort mere for fællesskabet ved at engagere sig i bogbranchens problemer end Michael Haase. Han har været medlem af Forlæggerforeningens bestyrelse siden 2001, siden 2002 som næstformand og dertil medlem...

Indehaveren af et af Danmarks ældste, selvstændige kvalitetsforlag, Michael Haase, fylder 50 den 4. november, og det er værd at markere.
Ingen af de såkaldt små forlæggere har gjort mere for fællesskabet ved at engagere sig i bogbranchens problemer end Michael Haase.

Han har været medlem af Forlæggerforeningens bestyrelse siden 2001, siden 2002 som næstformand og dertil medlem af Bogbranchens Fællesråd og af BogMarkedets bestyrelse. Han har været primus motor i moderniseringen af Forlæggerforeningens arbejde med at tilvejebringe valide statistiske oplysninger om bøgernes vandring fra producent til slutbruger – også i et nordisk perspektiv – og på-taget sig hvervet som formand for Forlæggerforeningens Statistikudvalg, et arbejde der har været yderst nødvendigt og værdsat i forbindelse med de udvalg, som kulturministeren har nedsat til granskning af bo-gens vilkår i Danmark.

Michael Haase blev 1996 direktør i det familieejede foretagende Haase og Søns Forlag, startet for 130 år siden af hans oldefar P. Haase, ført videre af farfaren Ejnar Haase og af faren Niels Jørgen Haase, der døde for nylig. Forlaget kæmpede i begyndelsen af dette årti med betydelig gæld. Michael Haase påtog sig en turn around med det resultat, at en større milliongæld blev betalt tilbage – endda før tid.

Michael Haase har ikke skiltet med denne bedrift, men andre der ved, hvor svært det er at overvinde tilbagegang og gæld, har lov at lette på hatten og ønske til lykke med resultatet. Det er vigtigt for branchen, at der findes små forlag – og det er vigtigt, at de engagerer sig i branchens udvikling og vilkår, som Michael har gjort.
Michael Haase har bevist, at han ikke blot er værdig til at videreføre oldefars forretning, men han har også evnet at tilføre det gamle forlag et nyt indhold. Og hele branchen har meget at takke unge Haase for: hans betydelige indsats for Forlæggerforeningen og dermed hele bogindustrien.

Jeg vil gerne takke Michael for et forbilledligt samarbejde i bestyrelsen, da jeg var formand.
Du var kontant, konstruktiv og redelig, loyal og altid villig til at stille op og påtage dig en opgave – selv i de år, hvor dit forlag kunne gøre krav på al din opmærksomhed. Ud over det faglige har vi på utallige ture sammen med Forlæggerforeningens daværende direktør Ib Tune Olsen haft det både alvorligt og morsomt – især turen til det Nordiske Forlæggermøde i Island står højt på min erindringstavle.
Vi er mange, der siger til lykke med de 50 år, og det gør også
Din hengivne
Erik C. Lindgren

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere