’Mig og Glistrup’ af Søren Nordstrand

Der er ingen sammenhæng mellem tekst og billede i denne bog – og det er det, der gør den stærk. For det er i mødet mellem barnets præsentation af en fantasiverden og synet af barnets virkelige verden, at læseren mærker vreden, forbitrelsen og sorgen.

Dette er ikke en børnebog, jeg kommer til at læse højt for min datter på tre år lige foreløbig. Teksten er simpel, sart og uskyldig og fortæller om en hverdag, hvor alt er idyl – det perfekte familiebillede. Den lille pige Alberte er jegfortælleren i denne præsentation af hendes liv, hverdag og forældre. Selv er hun taknemmelig, glad og tilfreds og fortæller kun positivt om sine forældre.

Men billederne. Billederne viser en helt anden virkelighed. Og det er i mødet med Albertes idylliserede fantasiforvrængninger af sine forældre og illustrationernes barske virkelighed, at bogens pointe og budskab skriger i øjnene og knuger om hjertet.

”Når jeg skal sove, skiftes mine forældre til at putte mig. Det er det bedste, jeg ved. Jeg skal først børste tænder og tisse. Så får jeg læst to-tre bøger. For det meste bliver de liggende, til jeg er faldet i søvn.”

Citatet er i bogen kombineret med en grå, forfalden stue med en flosset, lappet lyserød sofa, hvor moderen er gået omkuld under et tæppe, og Alberte sidder ved siden af med uglet hår, snavset og laset tøj og passer på hende. Måden, barnets stemme konstant, nærmest desperat i sin detaljegrad, forsøger at retfærdiggøre sine forældre, er hjerteskærende. Man har lyst til at løfte pigen ud af siderne og tage hende med hjem og give hende alt det, hun fortæller, hun allerede har i bogen.

Bogens udpenslede clash mellem tekst og billede giver anledning til refleksion over børns evne til at se igennem fingre med virkeligheden og leve i deres egen fantasiverden. Alt, Alberte fortæller, er noget, hun selv finder på. Noget, hun drømmer om. Og når ensomheden og forsømmelsen har arbejdet sig ind i barnet, skaber barnet et frirum, en fantasiverden, hvor alting er idyllisk. Og når voksne så spørger, hvordan barnet har det, fortæller barnet om den fantasiverden i stedet for virkeligheden – hvilket også er derfor, at Alberte ender ved skolepsykologen sammen med bamsehunden Glistrup.

Det er som sagt ikke en bog, jeg har lyst til at læse højt for min datter – endnu. Men engang, når hun bliver ældre, vil jeg tage bogen frem og fortælle hende om børn, der ikke har det lige så let som hende. At der findes udsatte børn overalt i verden, hvis forældre ikke magter at tage sig af dem. Og hvor vigtigt det er at gøre en indsats for de børn, så de kan få det liv, de så desperat drømmer om at leve.

 

Søren Nordstrand: Mig og Glistrup. Illustrereret af Allan Christian Hansen. 32 sider, 150 kr. Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Arabesk.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere