Min byzantinske notesbog

Forfatter: Elof Westergaard
Sider: 84
Omslag: Hæftet
Forlag: Gladiator

Med udgangspunkt i den byzantinske kirkes billedunivers, som det kommer til udtryk bl.a. i kirkerummet, i kirkens ikonografi og helgenskildringer og relikvier, nærmer Elof Westergaard sig en dybere forståelse af de store mysterier i livet gennem Maria bebudelse, opstandelsen fra de døde, Helligåndens nærvær og næstekærligheden.

Elof Westergaard er biskop i Ribe, men hans tilgang til stoffet i Min byzantinske Notesbog er skønlitterær. Han har en kolossal viden – teologisk og om den byzantinske verden – og trakterer denne viden med skønlitterære virkemidler.

Verden forstås konkret i den byzantinske kunst, og den poetiske styrke hos Elof Westergaard er ligeledes det konkrete. – Sådan som også Gunnar Ekelöf peger på i det brev til Ella Hilbäck, som er valgt som bogens motto:

Vet du att jag altid tyckt om din poesi, jag tycker den är realistisk, den har med ting at göra, fysiska eller andliga, men ting… För mig måste posesin vara i sak.

Elof Westergaard skriver ud fra den personlige oplevelse og med de virkemidler, som tilgodeser det personlige: prosa-digtet, epifanien og essayet. Han analyserer, vender og drejer, og afrunder sine betragtninger med et spørgsmål eller en åbning af stoffet fremfor en konklusion.

Og hele tiden er der denne vekselvirkning: Ligesom den byzantinske ikonografi og legenderne giver til og inspirerer Elof Westergaards digtning, sådan giver denne digtning også til læserens forståelse af det enkelte billede og den enkelte fortælling.

Man kigger på billedet og læser Elof Westergaards tekst og kigger igen og ser pludselig så meget mere. – På den måde udgør bogen med tekst og billeder en helhed.

Fakta om bogen
Titel: Min byzantinske notesbog
Forfatter: Elof Westergaard
Sider: 84
Omslag: Hæftet
Forlag: Gladiator


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere