Min sommer – Julie Bjørchmar Kølle

Sommer er sol, afslapning, refleksion, projekter, opsamling, udflydning, ekstra tid til familien og så videre. BogMarkedet undersøger, hvad bogfolket skal.

Vi har spurgt en masse spændende mennesker fra bogbranchen de samme tre spørgsmål. Der er et nyt interviewoffer hver eneste hverdag i juli – bortset fra fredag den 13. Det kunne vi ikke byde nogen.

Julie Bjørchmar Kølle er souschef ved Museums Tusculanums Forlag. Forlaget har netop udgivet antologien ’Sommerlandskabets arkitektur’. Bogen følges op af fysiske udstillinger – eller vice versa. Udstillingen er allerede på Sophienholm, hvor den er indtil den 2. september. Derefter flytter den til Faaborg Museum og slutter i KunstCentret Silkeborg Bad.

I sensommeren bringer BogMarkedet et fotoessay af Julie Brøchmar Kølle i samarbejde med bogens redaktør, som også er udstillingens kurator, ph.d. Nan Dahlkild, om ’Sommerlandskabets arkitektur’.   

  

Har du et sommerferieprojekt – praktisk eller feriemæssigt?

”Det er nok ikke ligefrem et projekt, men jeg rejser til Grækenland, hvor vi efter et par dage i Athen tilbringer resten af ferien på den lille, men overjordisk smukke ø Hydra.”

Hvilke bøger skal du læse, mens du daser i liggestolen?

”I Grækenland vil jeg i hvert fald læse Henry Millers ’The Colossus of Maroussi’, som jeg har fået af en ven i samme anledning. Peter Lund Madsens 'Frihedens pris' har jeg endnu ikke nået, men den lokker. Den er endda illustreret af Anna Laurine Kornum, som både er biolog og kunstner. Ellers lader jeg serendipiteten råde.”

Hvad ser du frem til i efterårets bogsæson?

”Vi udgiver snart Patrick Kragelunds knivskarpe analyse af historien bag Christian 4.s planlægning af Frederiksborg Slot. ’A Stage for the King’ kommer den til at hedde. Jeg elsker den slags bøger, der skiller et emne ad for at samle det på en ny, overraskende måde.”

 

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere