Min sommer – Kristoffer Flakstad

Sommer er sol, afslapning, refleksion, projekter, opsamling, udflydning, ekstra tid til familien og så videre. BogMarkedet undersøger, hvad bogfolket skal.

Vi har spurgt en masse spændende mennesker fra bogbranchen de samme tre spørgsmål. Der er et nyt interviewoffer hver eneste hverdag i juli – bortset fra fredag den 13. Det kunne vi ikke byde nogen.  

Kristoffer Flakstad er dagens mand i solen. Kristoffer er freelancejournalist med en fortid som redaktør hos Politikens Forlag. Han har skrevet for BogMarkedet gennem længere tid, og vi sætter stor pris på hans grundige og gennemarbejdede interviews, spændende vinkler og mange gode idéer til nye artikler.

 

Har du et sommerferieprojekt – praktisk eller feriemæssigt?

”Jeg rejser rigtig meget i arbejdssammenhænge i løbet af året, så noget af det, jeg glæder mig mest til om sommeren er at tilbringe nogle uger i både København og i familiens sommerhus i Løkken.  Deroppe kan man nyde Vesterhavet, lyset og roen og spise masser af fisk og skaldyr. Jeg skal dog også lidt ud af landet i løbet af sommeren, blandt andet til Færøerne.” 

Hvilke bøger skal du læse, mens du daser i liggestolen?

”Det var i flere år en fast sommertradition for mig at læse Jørgen Leths biografier om det uperfekte menneske. Jeg har ikke fået læst hans seneste bog ’Men jeg er her jo’, så den skal med i sommerhuset.

Det samme gælder Suzanne Brøggers nye Norges-bog ’Omelette Norvégienne’. Jeg er selv halvt norsk, og hun har skrevet en hyldest til et land, jeg er glad for at kunne kalde mit andet hjemland.

På varme sommernætter har jeg en tradition med at sidde udenfor i min lille have og læse nogle af Henrik Nordbrandts tidligere digtsamlinger, der er rige på indtryk fra Middelhavsområdet.”

Hvad ser du frem til i efterårets bogsæson?

”Der er ikke en bestemt bog eller et bestemt forfatterskab jeg ser særligt frem til, men jeg glæder mig altid til at se, hvad forlagene kommer med af nye titler.

I fire år fra 2003 til og med 2006 sad jeg i Debutantprisjuryen, og jeg har lige siden glædet mig til at høre, hvem der bliver årets debutant, når den årlige bogmesse åbner. Det gør jeg også i år.

Derudover sker der virkelig meget spændende på podcast-fronten – og det glæder jeg mig til at følge.”

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere