Min yndlingsboghandel i Helsinki: »Café Kafka«

Bogmarkedet indleder her en planlagt serie, hvor danskere fortæller om deres yndlingsboghandel i diverse hovedstæder og større byer. Vi begynder i Finland, hvor Mette Dalsgaard var oppe for at lægge sidste hånd på researchen til sin nye bog om russisk poesi.Af Mette Dalsgaard, Ph.d., forfatter og anmelderKommer man til Helsinki, er Esplanaden et must...


Bogmarkedet indleder her en planlagt serie, hvor danskere fortæller om deres yndlingsboghandel i diverse hovedstæder og større byer. Vi begynder i Finland, hvor Mette Dalsgaard var oppe for at lægge sidste hånd på researchen til sin nye bog om russisk poesi.

Af Mette Dalsgaard, Ph.d., forfatter og anmelder

Kommer man til Helsinki, er Esplanaden et must. Den strækker sig fra Mannerheimvägen til havnefronten med Salutorget og består af to gader: Norra og Södra Esplanaden, som er adskilt af et grønt parksystem i midten. Et herligt område for slentring, shopping, stævnemøder samt velfortjente øl- eller kaffepauser mellem træerne, til tider akkompagneret af musik fra den åbne tribune.
På Norra Esplanaden finder man Akademiska Bokhandeln, som umiddelbart vil være det mest indlysende bog-mekka at henvise til i den finske hovedstad. Her har de det største udvalg inden for det »gængse« sortiment, og her får man som dansk kunde en fortrinlig betjening på svensk eller engelsk – alt efter hvad man nu foretrækker. Men hvis man er ude efter et sted med atmosfære, vil jeg i stedet anbefale et besøg i Café Kafka – byens bedste og eneste bogcafé. Trods navnet er det nemlig en meget sjovere oplevelse!

Kaffe, frokost og bøger
Café Kafka er placeret i selve den buede foyer til Svenska Teatern, som også afrunder Esplanaden, og derfor slet ikke er til at gå fejl af. Så hvis man trænger til fred for ørerne – eller til ly for regn og kulde – er det bare at åbne glasdøren og træde ind.
Meningen med en bogcafé er jo, at den skal være en oase, hvor man uforstyrret kan nyde sin kaffe, plus kage eller frokost, alt mens man funderer på sit eventuelle bogkøb. Af samme grund er baggrundsmusik/muzak bandlyst i Kafka, men det er absolut acceptabelt at snakke og grine på et almindeligt, civiliseret café-niveau. Man må også hjertens gerne tage bøgerne med hen til bordet for at studere dem nærmere, for det er underforstået, at gæsterne er kultiverede væsener, som ikke efterlader kaffepletter og fedtede fingre.
Efter lukketid bliver foyeren indtaget af teatrets publikum, og så låses bøgerne inde bag glasruder. De fylder tilsyneladende ikke ret meget, som de står dér langs den krumme væg. Men det kan godt kaldes for et »optisk bedrag«, for når øjnene først begynder at gå på vandring langs hylderne, er antallet af titler i grunden ganske imponerende. Bøgerne står opstillet efter et skægt system, i hovedkategorierne »Skønlitteratur«, »Æstetik og filosofi« samt »Idé og mentalitet«. Hermed er det også antydet, at der er tale om en noget »langhåret« boghandel, hvor man kigger forgæves efter glittede koge-, have- og farveladebøger.
Inden for de enkelte kategorier er værkerne anbragt alfabetisk efter forfatterens navn, men uden skelen til, om sproget er finsk, svensk eller engelsk. I den skønlitterære afdeling under M fanges det danske blik uvilkårligt af Ib Michael, og under S – af Villy Sørensen. Så værs’go’, her er en rask lille gætteleg: Hvad betyder titlerne Vaniljatyttö, Kahdestojsta Ratsastaja og Ragnarök?

Fire unge entusiaster
Det var i de glade dage omkring Murens fald, at fire studerende fik idéen til at åbne en bogcafé, som skulle hedde Pieni kirahvi. (Det første ord betyder »lille«, og det andet er en kontamination (sammenblanding, red.) af de finske ord for hhv. »bog« og »kaffe«). Men først var der bøvl med traktørbevillingen og derefter med brugsretten til navnet. I 1992 faldt det hele omsider på plads, da Svenska Teatern genetablerede de blændede ruder i foyeren og skrev kontrakt med de fire unge entusiaster. Det endte med navnet Café Kafka – hvilket i det mindste er en fordel for udlændinge ...
Til at begynde med arbejdede alle gratis, og det hele gik på bedste beskub. Efter nogle år blev man dog tvunget til at få bedre styr på økonomien og arbejdsgangen. I dag har bogcaféen syv ejere og indgår i en cafékæde, som tilmed har sit eget bageri. Nu får medarbejderne endda løn for deres knokleri, selv om den bestemt ikke er fyrstelig. Men grundprincippet for driften er det samme, som det hele tiden har været: I Café Kafka sælges de bøger, som de ansatte selv går ind for. Sådan!

Bøger fra ind- og udland
Bøgerne kommer mange forskellige steder fra. Det kan være restoplag, fx fra det finske universitetsforlag Gaudeamus, eller værker, som bestilles hjem i få eksemplarer fra store og navnlig små forlag i ind- og udland. Kommissionssalget er den mest uoverskuelige og tidsrøvende form, som man forsøger at indskrænke mest muligt. Og derfor afviser man også utallige håbefulde forfattere med eget forlag, som har et godt øje til bogcaféens attraktive lokaler – og ikke mindst de store udstillingsvinduer ud mod det befærdede strøg!
Boglageret må til enhver tid holdes nede, for boghandlen råder kun over et lillebitte lokale, der på én gang fungerer som kontor, som lager for caféen og som hittegodskontor for de glemsomme teatergæster. I princippet fungerer Café Kafka ellers helt uafhængigt af teatret. Men man udnytter dog muligheden for synergi, som fx lige nu, hvor Svenska Teatern har Tolkiens Ringen på repertoiret. Så er det jo naturligt, at man også kan købe bøgerne i samme bygning.
På et tidspunkt var der nogen, der påpegede, at boghandelen egentlig burde føre mere teaterlitteratur, i betragtning af sin placering. Det tog man til efterretning. Bogcaféens kunder/gæster har i det hele taget gode muligheder for at give deres besyv med, bl.a. ved at studere de fremlagte stakke af kataloger og krydse deres ønsker af.

Da bogmomsen blev sat ned …
Alt i alt er bogcaféens virke baseret på det stik modsatte af mainstream- og bestseller-filosofien. Resultatet er, at kunderne til stadighed kan gøre overraskende fund – til meget fordelagtige priser. Så her har vi et eksempel på, at stordrift ikke nødvendigvis er til fordel for forbrugeren.
Stella Parland, som jeg interviewede til denne artikel, mener rent ud, at Akademiska Bokhandeln, opererer med helt ublu avancer. Hun har følgende sigende eksempel: I 1998, da den finske regering sænkede bogmomsen fra 24% til 8%, satte Café Kafka straks sine priser tilsvarende ned – men det gjorde »konkurrenten« ikke ...
Profit og procentregning er også et påtrængende spørgsmål, så snart det handler om den finlandssvenske kultur. Efterhånden udgør denne del af befolkningen kun 6%, og i hovedstaden tæller den ca. 40.000 individer. Da Café Kafka gennemgik sin store reorganisering, var der nogle, som mente, at den svensksprogede litteratur med fordel kunne spares helt væk. Men det forslag blev mødt med massiv indignation. For, som det blev sagt: Hvis ikke den skulle være at finde her, i Svenska Teaterns bygning – hvor skulle den så være?!

Det skandinaviske islæt
Dette særlige, »truede« skandinaviske islæt burde i sig selv være en attraktion for danskere. Så hvad er der på hylderne, som kunne friste? Man kunne fx købe en roman af Tove Jansson – for at opdage en anden side af Mumitroldenes mor. Man kunne anskaffe sig en digtsamling af Edith Södergran eller Bo Carpelan. Eller hvad med Claes Andersson? – Finlands fhv. kulturminister, som også er psykiater og en fin jazzmusiker. Her står hans digtsamling En lycklig mänska fra 1996. Den kan erhverves for 90 FM (ca. 112 kr.).
Jeg havde sat mig for ikke at slæbe bøger med hjem denne gang, men blev stærkt fristet af Gunnar Björlings digte En mun vid hand (1958), som pludselig stod dér og kunne fås for 61 FM (ca. 75 kr.). Og så endte det alligevel med, at jeg faldt i og købte en antologi med moderne finlandssvensk poesi; 190 sider, inklusive en 20 siders introduktion, til den rørende pris af 40 FM (ca. 50 kr.).

Med relationer til det russiske zarhof
Det er nok ikke et tilfælde, at forfatteren Oscar Parland (1912-97) har fået en iøjnefaldende placering på hylden. Han var – ligesom Claes Andersson – både psykiater og forfatter. Og så er han farfar til søstrene Jessica og Stella, som hører til hovedkræfterne i Café Kafka. Jessica Parland von Essen var endda én af de fire oprindelige ildsjæle bag initiativet. Slægten Parland er berømt for sine relationer til det russiske zarhof før revolutionen, og den har også sat sig mange spor i det finske kulturliv.
En af de mest navnkundige var Oscars storebror, den modernistiske digter Henry Parland, som døde i 1930, kun 22 år gammel. Henry skulle forestille at studere jura, men dyrkede i stedet poesien og det hektiske bohemeliv i hovedstaden. Da familien opdagede dét, blev knægten sendt til en onkel i Litauen for at komme på bedre tanker. Herfra skrev han hjem til Gunnar Björling og erklærede – måske med lidt forceret kækhed: »Hvor er det skønt endelig at komme væk fra Esplanaden!«
Sådan kan man være heldig i Café Kafka. Man kan støde på historier om byen, som man ikke kendte, og man kan finde bøger, som man ikke vidste, man ønskede sig.
(Bogmarkedet nr. 24/25 2001)

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere