Molly Balsby og Marie-Louise Hansen vinder Munch-Christensens debutantpris

Molly Balsby og Marie-Louise Hansen modtog i fredags Danmarks største debutantpris, Munch-Christensens Kulturlegat på 2 x 50.000 kr.

Molly Balsby fik prisen for digtsamlingen ’Ponyprivilegiet' , og til den festlige prisoverrækkelse på Vejle bibliotek sagde Anne-Marie Mai fra juryen:

"Molly Balsbys poesi har så mange overraskende, præcise og overrumplende udsagn. Den er morsom og grusom på en og samme tid. Den overvældes næsten af sine mange fantastiske one-liners, som når det om den udvandrede far hedder: 'Jeg havde en far i Afrika'. Ja, man morer sig! ”

Efterfølgende læste Molly Balsby op fra samlingen, og de humoristiske one-liners fik publikum til at bryde ud i latter. 

Marie-Louise Hansen modtog prisen for romanen ’Olgas bog’ og Lars Bukdahls tale tog afsæt i det første møde med bogen:

"Jeg bladrede frem til første tekstside og – BOOM! – oplevede straks hin søde, totale overrumpling, som er så forbandet sjælden: Dette er ægte originalt! Energisk, kompromisløst, magtfuldt mærkelig skrift – hør nu bare, og i for sig er bare den første linje nok:

”Taft falder aldrig blødt om en ung pige. Det falder som farvet papir. Sort. Stift.""

Marie-Louise Hansen takkede for prisen, og læste op fra romanen. Hun sagde, at Olga er en kvinde, der som et fotografi svinger mellem lys og mørke.

Begge forfattere takkede deres forlag, Basilisk og Vild Maskine. Ligesom de to andre forfattere på shortlisten er prismodtagerne udkommet på mikroforlag.

Bag legatet står Vejles tidligere boghandlerpar Bodil og Jørgen Munch-Christensen. Prisen uddeles én gang årligt til to yngre forfattere, der har haft en lovende debut inden for det seneste år. Blandt tidligere vindere er: Kim Leine, Hanne Højgaard Viemose, Asta Olivia Nordenhof, Caspar Eric og Jonas Eika.

Juryen består af litteraturprofessor Anne-Marie Mai, litteraturkritiker Lars Bukdahl, fondsbestyrer Mogens Thyssen, Litteratursidens chefredaktør, Lise Vandborg samt Joan Høeg og  Else Zakarias fra Vejle Bibliotek.

BogMarkedet ønsker tillykke!


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere