Naver. Med håndværkerne på valsen. Af Suzi Elena Apelgren

Håndværk og især at være på valsen har mistet sin appel hos de unge. Det vil Suzi Elena Apelgren rette op på.

  

I dag taler vi vidt og bredt om kulturmøde – ‘Naver’ handler om den helt lavpraktiske, konstruktive version. En håndværker er på valsen - altså: vandrer rundt i Europa en håndfuld år, arbejder ved forskellige arbejdspladser undervejs, lærer nyt om sit fag, får livserfaring, venner, fællesskab og oplevelser undervejs.

Det bør da være noget, alle unge vil. I hvert fald mange.

Sådan er det imidlertid ikke, tværtimod er den 1.000 år gamle tradition med navere – sådan kaldes de vandrende håndværkere – ved at forsvinde. Det skyldes hverken navernes mange gamle traditioner, hvor mange virker eksotiske i dag, eller mange regler. Naverlivet har mistet sin appel af andre årsager:

Første Verdenskrig (1914-18) lukkede så at sige Europa inde sig selv, hvor verdenskrige og økonomiske kriser gjorde naverne livet surt. Siden har bevægelsen aldrig rejst sig igen.

I dag er fremmede kulturer kun et museklik og en billigrejse væk, og vi behøver ikke ride ud i verden på apostlenes heste. Oplevelserne står i kø, vi skal vælge og vrage. Modsat livet i et landbrugssamfund.  

Samtidig har håndværkerfagene i Danmark undergået en massiv devaluering. Fra at en håndværker engang havde betydelig status, er det nu nærmest kun noget, de unge vælger at blive, når de er tvunget til det, fordi alle andre veje i uddannelsessystemet er lukkede for dem.

Suzi Elena Apelgrens bog er et prisværdigt forsøg på at rette op på dette statustab, og det gør hun ved at fortælle historien om naverne – en stolt tradition, der har noget spændende at byde på til unge håndværkere. Forhåbentlig kan mange lade sig inspirere til selv at blive navere.

Bogen lader navere – både nutidige og stemmer fra arkiverne – komme til orde. Alene disse spændende beretninger er god grund til at læse bogen. Det handler om videbegærlige unge mennesker, der er stolte af deres fag.  

Udover beretningerne fortæller bogen om de forskellige navergrupperinger, lidt om håndværkets historie, lidt om en hel masse. Bogen vil simpelthen for meget, de faktuelle oplysninger er for mange, og resultatet bliver rodet.

 

Suzi Elena Apelgren: ‘Naver. Med håndværkerne på valsen’, Forlaget Klithedegården.

 

 

 

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere