Nekrolog Bjarne Petersen

Bjarne Petersen, tidligere medarbejder i Stakbogladen, Århus, er død Grundlovsdag, 5. juni 2020 – 74 år gammel.

Bjarne velsignede planeten med sin ankomst på Kvindernes Internationale Kampdag, den 8. marts i 1946, hvorved hans liv udspandt sig over disse to mærkedage.

Som spæd blev han adopteret af Ejgil & Minna Fischer. Sidstnævntes russisk/jødiske familie var kommet til landet 33 år tidligere. Livet som enebarn i et dansk/jødisk miljø, hvor sproget bagud forblev jiddisch, faciliterede en enestående tillært viden om alt i denne verden. Bjarnes hovedinteresse var krigshistorie, hvor ingen toppede ham. Personligt nød jeg godt af det, da vi for 15 år siden scorede kassen i en TV-quiz.

I næsten et halvt århundrede var hans faglige og mentale epicenter universitetsboglademiljøet på Studenternes Hus, Århus - Akademisk Boghandel 1976/1991 og Stakbogladen fra 1991 onwards.

I 2008 blev han Emeritus, men forblev værdsat deltids arbejdskraft, der som en egeplankes tidslinje rakte tilbage gennem halvdelen af Århus Universitets historie. Mangt en underviser på universitetet måtte sænke de intellektuelle parader og blev særdeles godt serviceret og kompetenceberiget på internationalt niveau.

Uforberedte skønånder på junior- som seniorniveau kom ofte ned i ”AB/Stakken” med halvgjorte erindringer om en bog. Lidt beskrivelse af indholdet og Bjarne kom hurtigt på, hvilken titel, der var tale om. ”Den Omvandrende Encyklopædi”, som han kærligt blev betegnet.

Forinden ankomsten til Smilets By var der et 15 års ridt omkring københavnske boglader (Ole Blochs Boghandel, Biblioteksboghandelen, Boghallen, Kleins Boghandel, Westermanns Boghandel) & Gads Forlag. Videre krydret med brancheophold hos Foyles Bookshop, London, Grossohaus Wegner, Hamburg og tre år i Dansk Boghandel i Flensborg. Overalt værdsat som ” Den Lynende Blyant”, da han altid var myreflittig og humørfyldt til stor inspiration for sine omgivelser. Kollegaer såvel som kunder følte sig godt tilpas i hans altid behagelige og loyale selskab.

Faget udadtil nød også godt af Bjarne; Formand for Århus Boghandler Medhjælper Forening og årelangt medlem af samme Landsbestyrelse, hvor hans tilstedeværelse var særdeles værdsat. Han havde et talent for at punktere en dårlig stemning med en kvik replik efterfulgt af en høj latter, som tog dramaet ud af enhver situation. Højtideligt tog han aldrig sig selv og det var måske hans fineste kvalitet blandt mange.

Langt over hundrede forskellige forlagsrejsende blev gennem årene mødt med et venligt og gæstfrit sind af Bjarne, da han var bevidst om nødvendigheden af inspiration udefra. Mange tog derfra med gode ordrer og visdomsberiget.

Gennem årene har der derfor vakt mere end forundring over, hvorfor forlagene i Kongens By aldrig rigtig anerkendte hans vid og bestræbelser for at flashe deres værker ud til slutbrugeren. Måske fordi han blev opfattet som et provinsfænomen og Valby Bakke lå i vejen?

Fyraftensøl ja da, men først når dagens dont var fuldendt. Til det formål blev kunderne også effektivt varslet fem minutter før lukketid og ve den, som ej forlod bogladen i tide!

Bægerklangen med Bjarne var en del af modermælken i elevtiden hos ham. En ikke uvæsentlig interkulturel indføring i det århusianske studentermiljø, skulle det vise sig.

Da jeg for 25 år siden etablerede eget forlag, blev han en skattet medhjælp på mange bogmesser i ind- og udland. Han var blevet ældre, og det var nok mere en senioroplevelse for ham, men jeg var kun glad for at kunne give ham dette som tak for nærværet af en god rejsekammerat for min søn Buster og mig.

Måske den største oplevelse med Bjarne var i 2017, hvor jeg tog ham med på en tur til Israel, hvor han oplevede, hvad han delvis var rundet af. En naturlig snak om arv og miljø eksemplificeret i såvel HC Andersens som Henrik Pontoppidans forfatterskaber blev en del af den tur.

Den ofte ”nervøse energi” var en årrække Bjarnes brændstof. Frem til han nåede midt 40´erne var der berettiget bekymring for hans helse. Imidlertid traf han i festlige venners lag i 1991 sin livsledsager Ingrid.

Legenden tilsiger, at de to allerede første aften – på et værtshus i Swingin´ Svendborg - lavede et udkast for resten af livet – og således blev det. Transformationen frem til at føle sig som en familiær del af en helhed, såvel berigede som forlængede hans livsbane – ingen tvivl om det. Tak, Ingrid.

At miste sin livsven og ægtefælle siges at føles som at miste sin højre arm, men qua den gode revanche han tog den sidste del af sin gang på jord, er det imidlertid med sindsro, at der ønskes Bjarne ”Gute Reise”. Der bliver ”Jolly Good Atmosphere”, der hvor han kommer frem.

Med Bjarnes bortgang er det imidlertid som om branchen et øjebliks tid mister åndedrættet med tab af andet end faglig kompetence til følge.

Tak for alt, Bjarne og Ære være dit minde!

                                                                                                             Knud Pilegaard, Buster Nordic

 Begravelse fra Skjoldhøj Kirke torsdag 11. juni kl. 13.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere